DMGP 2010 - Deltagerne
melodigrandprix.net præsenterer:
Simone

Sang: How Will I Know
Tekst: Andreas Mørck
Musik: Jacob Launbjerg
Simone (f. 1992) med efternavnet Egeriis blev Danmarksberømt, da hun i 2004 vandt 'Scenen er din' på TV 2 i kategorien "junior sang". Året efter udsendte hun albummet 'Vindens farver' med fortolkninger af Disney-sange. Den solgte triple-platin og blev det 3. mest solgte album i Danmark det år. Siden har hun udsendt tre albums, senest 'Devoted To You' fra 2008.

Simone optrådte i pausen i første semifinale i Dansk Melodi Grand Prix i 2007. Nu debuterer hun som Grand Prix-solist med sangen 'How Will I Know', som er skrevet til hende af Jacob Launbjerg, der stod bag vindersangene i både 2005 og '08, sammen med Andreas Mørck.

Andreas Mørck og Jacob Launbjerg har skrevet og produceret sammen i 7 år, lavet en del plader og arbejdet sammen med mange forskellige kunstnere.

Jacob er fra et hjem med musik, hvor hans morfar altid optrådte, og hvor han sammen med sine tre brødre altid har spillet, sunget og lavet musik. De fire brødre er stadig stor inspiration for hinanden i musikken. Det forlyder at brødrene vil synge kor på Simones sang i grandprix'et.

Jacob Launbjerg har deltaget i Melodi Grand Prix i flere omgange. Han debuterede som korsanger på 'Vi maler byen rød' i 1989, med Anders Frandsen i 1991 og som forfatter og komponist med numrene 'Tænder på dig', som vandt i 2005, og 'All Night Long' der vandt i 2008.

Kilde og foto: Danmarks Radio
Sidst opdateret den 13.01.2010