|
|

Flere norske gensyn: Her er artisterne i anden delfinale i Bodø
Dato: 11.12.2009
Kilde: nrk
Alexander Stenerud
|
Fredag blev det så tid for NRK til at løfte sløret for artisterne, der deltager i den anden delfinale i det norske Melodi Grand Prix 2010. Og som i den første delfinale er der både gengangere og debutanter iblandt.
Den anden delfinale afholdes lørdag den 16. januar i Bodø, og da ser startfeltet således ud:
• Hanne Haugsand - Don't Stop
• Skankster - Life is Here Today
• Tomine Harket - Be Good to Me
• Maria Arredondo - The Touch
• Alexander Stenerud - Give It to Me
• Heine Totland - The Best Of Me Is You
• Venke Knutson - Jealous Cause I Love You
Der er to gengangere fra tidligere år.
Det er ti år siden at Hanne Haugsand sammen med gruppen Charmed strøg til tops i det norske melodigrandprix med sangen 'My Heart Goes Boom'. De blev nummer 11 i Stockholm. Derudover deltog hun også i 2006 med sangen 'Heaven's In Your Eyes'. Nu siger hun alle gode gange tre med sangen 'Don’t Stop', skrevet af Mariann Thomassen og Lars Erik Westby.
Sidste år var Alexander Stenerud en af favoritterne, da han stillede op med sangen 'Find My Girl'. Han måtte dog tage til takke med tredjepladsen, mens en anden Alexander løb med sejren. Men allerede i 2008 var Alexander med i norsk grandprix; det var i gruppen Zuma med sangen 'Always Always', der dog ikke kom med i finalen. Nu prøver han igen med 'Give it to Me', som han selv har skrevet.
Der var på forhånd stor spænding om hvem der skulle synge veteranen Rolf Løvlands bidrag 'The Touch'. Den ære tilfalder debutanten Maria Arredondo, der synes det er kæmpestort at få lov at synge en sang af den tidligere dobbelte ESC-vinder Rolf Løvland. Der hviler et stort pres på hende - hans sange plejer jo at vinde ('La det swinge' i 1985 og 'Nocturne' i 1995).
|