ESC 2011 - Nyheder
Melodifestivalen 2011
Rekord mange bidrag til Melodifestivalen:
Store ændringer i svensk koncept
Dato: 04.10.2010
Kilde: svt.se/melodifestivalen


Ikke færre end 3.852 bidrag har i år fundet vej til SVT, og det er et rekord stort antal. Det er næsten 1.000 flere end sidste år, og det overgår også det tidligere rekord-år 2009, hvor 3.440 sange deltog i kapløbet.

Ud af de 3.852 bidrag er 424 bidrag, der er indsendt af ukendte sangskrivere, med i kampen om to såkaldte web-jokere, der bliver udvalgt at de svenske internet-besøgende på SVT's hjemmeside. Afstemningen åbner på næste mandag den 11. oktober og afsluttes med en stor direkte tv-transmitteret webjoker-finale den 8. november, hvor top 5 i internet-afstemningen deltager.

Sidste år deltog 246 bidrag i kampen om en enkelt webjoker-plads. Den gik til MiSt feat. Highlights og sangen 'Come And Get Me Now', der dog ikke kom videre fra semifinalen.

De sidste 3.428 bidrag vil nu blive gennemgået af en intern jury, der direkte vil udvælge 15 sange til at deltage i de fire delfinaler i Melodifestivalen. Derudover vil SVT tilvælge yderligere 15 artister, der inviteres til at deltage i Melodifestivalen; det kan enten være blandt de mange indsendte bidrag eller som det er sket for fire artister de senere år, som joker.

I 2010 blev Sverige repræsenteret af Anna Bergendahl og sangen 'This is my time'. For første gang nogensinde lykkedes det ikke for Sverige at komme i finalen, det blev til en plads som nummer 11 i den anden semifinale.

Links: Sverige

Sidst opdateret den 04.10.2010