DMGP 2012 - Nyheder

Sexminister og skærmdronning til grandprix
Louise Wolff og Emil Thorup værter
Dato: 29.11.2011
Kilde: dr.dk/grandprix


Efter Felix Smith, der med skiftende kvindelige medværter ved sin side har været grandprix-vært de sidste tre år, har DR været på udkig efter det helt rigtige værtspar til det danske Melodi Grand Prix 2012, der finder sted den 21. januar i Gigantium i Aalborg.

Valget er så faldet på Louise Wolff og Emil Thorup, der begge er kendt og elsket fra andre værtsroller i DR, han på DR Mama, hun på DR1 Aftenshowet. Sammen skal de nu stå i spidsen for Dansk Melodi Grand Prix 2012. Og det bliver en helt nye rolle for dem begge, siger de til dr.dk/grandprix.

"I Aftenshowet har jeg jo ikke så tit pailletter på og knap så højt hår. Men glæde og fest - det er noget, der ligger mit hjerte nær," siger Louise Wolff, der også afslører at hun og Emil har et fantastisk samspil. "Emil og jeg har allerede en fest, hver gang vi ses. Det håber jeg kan smitte af på publikum og seerne," siger hun.

Emil Thorup starter da også med at rose sin medvært: "Louise er en super dygtig vært, og hun hviler meget i sig selv og er rolig og smilende og elskelig. Så det er fint parret med mig, der er lidt mere sær og godt kan tænke mig at være sjov en gang i mellem."

Louise Wolff er den erfarne tv-vært, som de seneste år har lavet både Aftenshowet og Sporløs på DR1. Hun har også udfoldet sig på radioen, hvor P3s lyttere nød godt af hendes stemme på blandt andet Go' Morgen P3.

Emil Thorup er et nyt ansigt på DR1. Han dukkede første gang op på skærmen som assistent for Casper Christensen i talkshowet Aloha! på TV2, siden har han lavet "radio i røvhøjde", som det hed, på P5000, og i dag bestyrer han både Sexministeriet og Go'eftermiddagshowet på DR Mama.

DR har været gennem mange nye ansigter og konstellationer for at finde det helt rigtige værtspar til foråets store show. Men da DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, så Louise og Emil til en test, var han ikke et sekund i tvivl, siger han.

"Deres samspil var næsten magisk. De har en sjældent god kemi, som gør dem skønne og sjove sammen. Jeg tør godt garantere en sjov aften for hele familien i Louise og Emils dejlige selskab og med en masse ørehængere, hvoraf én skal sikre os sejren i Aserbajdsjan," lyder det fra Grand Prix-bossen.

Opdateret d. 29.11.2011