ESC 2012 - Nyheder

Albanien fandt bidrag til ESC 2012:
Rona Nishliu vandt Festivali i Këngës
Dato: 29.12.2011
Kilde: melodigrandprix.net/


Det blev Rona Nishliu der vandt aftenens finale i Festivali i Këngës i Tirani, og dermed bliver det den dramatiske ballade Suus vi kommer til at høre som Albaniens bidrag i Eurovision Song Contest 2012. Rona har selv skrevet teksten mens musikken er af Florent Boshnjaku.

Festivali i Këngës blev afholdt i det imponerende kongres-palads i Tirana med Nik Xhelilaj, Hygerta Sako og Enkeleida Zeko som værter. Aftenens vinder blev udpeget af en jury bestående af Aldo Shllaku, Edi Xhani, Ndriçim Xhepa, Redon Makashi, Zana Shuteriqi og Zhani Ciko. Artisterne blev under festivalen bakket op live af RTSH's 53 mand store symfoniorkester.

Rigtig mange af de 20 finalister var skåret over den samme læst, og det var få bidrag som virkelig skilte sig ud. Rona Nishlius følelsesladede ballade var en af disse, sammen med Dr. Floris rap og Bojken Lakos eksperimentelle rocksang, der virkelig må siges at være for de specielt interesserede.

Top 5 - Resultatet af aftenens afstemning blev således:
01. Rona Nishliu - Suus - 77 points
02. Elton Deda - Kristal - 55 points
03. Saimir Braho - Ajër - 50 points
04. Samanta Karavello - Zgjomë një tjetër ëndërr - 47 points
05. Altin Goci - Kthehem prapë - 38 points

Se hele startfeltet og resultatlisten her...

Der var toppoint douze points til Rona fra fem af de syv dommere i juryen og dermed stor enighed om aftenens vinder, der førte afstemningen fra start til slut. De to sidste dommere gav henholdsvis 10 og 7 points, således at Suus opnåede imponerende 77 af 84 mulige points.

Det bliver således den 25-årige Rona Nishliu fra Mitrovica i Kosovo og den storladne ballade Suus der skal forsvare de albanske farver, når Azerbaijan i maj måned står som vært for den 57. udgave af Eurovision Song Contest. Det er første gang nogensinde at en artist fra republikken Kosovo vinder Festivali i Këngës.

Det bliver dog en lidt anden udgave af Suus vi får at høre i Baku, blandt andet skal sangen jo skrives om så den overholder 3 minutters reglen. Der kan også blive tale om at oversætte sangen til engelsk, det plejer Albanien traditionelt at gøre.

Rona startede sin musikalske karriere i 2004 som deltager i den albanske udgave af "Idols", hvor hun sluttede i top 5.

Hun har siden arbejdet som radiovært på Radio Blue Sky i Kosovos hovedstad Prishtina sideløbende med sin musikalske karriere, der har ført til otte singleudgivelser. Hun fik sin debut i Festivali i Kenges i 2005 i en trio sammen med Teuta Kurti og Vesa Luma med sangen "Flakareshka". Siden har hun optrådt ved og også vundet flere forskellige priser på en lang række festivaler.

Rona Nishliu synger både soul, jazz og pop. Hendes kolleger sammenligner Rona med berømte artister som Aretha Franklin og Chaka Khan. Hun er også kendt for sin unikke tøj-stil.

Du kan se Rona's nederst på siden...

Mens juryen voterede blev publikum og tv-seerne præsenteret for et medley over samtlige tidligere otte albanske vindere - og syv af atisterne var til stede live på scenen. Det var Anjeza Shahini, Ledina Celo, Frederik Ndoci, Olta Boka, Kejsi Tola, Juliana Pasha og Aurela Gaçe. Kun Luiz Ejlli manglede, hans bidrag fra 2006 blev spillet på storskærm fra hans optræden i Athen.

Her er Rona's optræden ved hhv finalen og semifinalen...

Links: Albanien

Opdateret d. 1.1.2012