DMGP 2012 - Nyheder
Kun ni bidrag deltager i DMGP 2012 Nowhere bliver alligevel diskvalificeret Dato: 09.01.2012 Kilde: melodigrandprix.net og dr.dk/grandprix Tine i Aftenshowet |
- Vi er meget kede af at måtte diskvalificere 'Nowhere', men alle bidrag til Dansk Melodi Grand Prix skal naturligvis overholde EBU's regler, siger underholdningschef Jan Lagermand Lundme til dr.dk/grandprix.
Læs også: Diskvalifikation på vej i dansk grandprix?
Det betyder at der kun vil deltage ni sange i Dansk Melodi Grand Prix 2012, der som bekendt bliver afviklet i Gigantium i Aalborg lørdag 21. januar. Det skyldes at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt for DR at finde en afløser for det diskvalificerede bidrag.
Der var ikke gået mange minutter efter at titel og artist til sang nummer to blev offentliggjort på pressemødet i torsdags, før de første sms'er tikkede ind på redaktionens telefoner. Det var fans der lynhurtigt havde scannet nettet og fundet den famøse sang på et canadisk musik-site, der ville fortælle om deres opdagelse.
Læs også: Nowhere er stadig med i grandprix'et
Sangen 'Nowhere', som er skrevet af sangerinden Tine Lynggaard sammen med Søren Itenov og Christoffer Stjerne, havde siden oktober kunnet høres på nettet.
Siden kom det også frem, at Tine Lynggaard selv havde uploaded sangen til YouTube allerede i sommer. Det mente mange var i strid med de internationale regler, der siger, at "sangene må ikke have været kommercielt udgivet og/eller offentligt fremført, i deres helhed eller delvis, før 1. september 2011".
- Vi har i weekenden været i dialog med EBU, og ud fra de nuværende oplysninger vurderer de, at sangen ikke vil kunne deltage i det europæiske Grand Prix. Hvis 'Nowhere' skulle gå hen og vinde det danske Melodi Grand Prix, kan vi ikke tage den chance, at den siden skulle blive vraget af EBU, forklarer Jan Lagermand Lundme på DR's hjemmeside.
Læs også: Fortsat tvivl om Tines DMGP-deltagelse
DR vil nu kigge på sine regler for at se, om de skal justeres i 2013, så der ikke opstår tvivl om, hvorvidt bidrage må være med eller ej, hvis de har været på nettet - og er blevet fjernet igen.
- Det ærgrer mig meget, at 'Nowhere' skal diskvalificeres for en teknikalitet, for vi er ikke i tvivl om, at Tine Lynggaard og resten af holdet bag sangen har ikke ønsket snyde eller give sig selv en fordel i konkurrencen, siger Jan Lagermand Lundme.
Han forklarer, at det er almindeligt i musikbranchen i dag at lægge demoversioner af sange på nettet og sende rundt internt for at afsætte dem.
- De bidrag, der bliver sendt ind til Dansk Melodi Grand Prix, er professionelle popnumre, som ikke nødvendigvis er skrevet til vores konkurrence. Og dem ønsker vi selvfølgelig stadig at modtage. Derfor vil vi se på, om vores regler skal justeres, så de matcher virkeligheden, som den ser ud i musikbranchen i dag, forklarer Jan Lagermand Lundme.
Jan Lagermand Lundme var i DR's Aftenshowet mandag aften for at fortælle om beslutningen, og samtidig fortalte Tine om sine oplevelser med den famøse sang. "Jeg stortudede," fortalte hun om situationen mandag eftermiddag, da det stod endeligt klart at bidraget er ude af det danske grandprix.
Tirsdag aften optræder Tine med 'Nowhere' i Aftenshowet. Og fans af Tine Lynggaard kan glæde sig over, at sangen trods diskvalifikationen alligevel vil være at høre på den cd, som igen i år udgives med samtlige ti deltagende sange. Cd'en er nemlig for længst indspillet og ligger klar til salg fra den 18. januar.
Allerede fra den 16. januar vil udsnit af hver af de ti sange kunne høres på DR's hjemmeside.