ESC 2012 - Nyheder
Unser Star für Baku
Hvem skal efterfølge Lena som Tysklands stjerne?
I aften: Premiere på 'Unser Star für Baku'
Dato: 12.01.2012
Kilde: eurovision.de/


Efter to år med Lena Meyer-Landrut skal Tyskland til at vænne sig til en ny stjerne i grandprix-sammenhæng. De første skridt i den proces tager de i aften, hvor 'Unser Star für Baku' bliver skudt i gang med præsentation af de første ti kandidater til at blive tyskernes nye darling.

Allerede i september gik man i gang med at lede efter den nye stjerne. Det skete via en række auditions over hele landet, og nu står man så tilbage med et startfelt på 20 artister, der alle håber at blive Lenas efterfølger. De første ti præsenteres torsdag aften, den anden halvdel lærer vi at kende næste torsdag.

Se resultat forneden "under stregen"...

juryenDe ti artister i aftenens program vil blive bedømt af en 3 mand stor jury; juryformand er Thomas D mens de øvrige dommere er Stefan Raab og Alina Süggeler. Stefan Raab, der var juryformand forrige år og desuden Lenas mentor, er altså trådt et skridt tilbage som menigt jury-medlem.

Men uanset hvad de tre dommere siger og mener, så er det som forrige år de tyske tv-seere der sidder med den endelige afgørelse, når de ti håbefulde artister skal halveres til fem heldige eller dygtige, der fortsætter i jagten på ære og berømmelse.

Også på værtspladserne er der nye folk. Tv-seere, artister og publikum bliver i år gelejdet igennem de otte shows af Sandra Rieß og Steven Gätjen.

Sandra Rieß og Steven GätjenDet samlede program for 'Unser Star für Baku' ser således ud:

12.01.2012 :: Første runde
19.01.2012 :: Anden runde
26.01.2012 :: Tredje runde
02.02.2012 :: Fjerde runde
06.02.2012 :: Femte runde
09.02.2012 :: Kvartfinale
13.02.2012 :: Semifinale
16.02.2012 :: Finale

Se mere på ProSiebens hjemmeside og hos NDR Eurovision.

I de første to runder bliver tyve artister som sagt barberet ned til ti. I de tre næste runder bliver to sorteret fra hver gang, således at der er fire artister tilbage, når man når frem til kvartfinalen. Herfra ryger én ud i både kvartfinalen og semifinalen, inden de sidste to artister dyster i finalen den 16. februar.


Her er de ti artister og den sang de synger: Céline Huber - Beautiful Disaster (Kelly Clarkson)
Jan Verweij - Closer To The Edge (30 Seconds to Mars)
Jil-Beatrice Rock - Moves Like Jagger (Maroon 5)
Kai Nötting - More (Usher)
Katja Petri - Marry you (Bruno Mars)
Leonie Burgmer - Stronger Than Me (Amy Winehouse)
Roman Lob - After Tonight (Justin Nozuka)
Shelly Phillips - Valerie (Amy Winehouse)
Salih Özcan - Señorita (Justin Timberlake)
Yasmin Gueroui - Not Fair (Lily Allen)

Løbende opdatering Afstemningen er startet og løber under hele udsendelsen - og man kan løbende følge med i stillingen blandt de ti artister. Alle kan stemme lige så mange gange de vil.

Den første afstemning der alene baserer sig på almen sympati inden de har sunget en tone, bestemmer i hvilken rækkefølge de skal synge.

Den med færrest stemmer starter - og det er Katja Petri. Derefter følger Jan Verweij, Leonie Burgmer og Yasmin Gueroui. Den med flest stemmer, og som altså synger sidst, er Roman Lob.

Efter at de første tre har sunget er Katja på førstepladsen med 18,4% af stemmerne foran Leonie Burgmer med 16,5 og Roman Lob med 11%. Men et øjeblik efter er Leonie rykket forbi Katja og sådan vil det sikkert skifte hele aftenen.

Halvvejs er Kai Nötting gået i spidsen foran Katja, Leonie og Yasmin. Men et øjeblik efter er de alle blevet overhalet af Shelly. Lige nu, hvor der mangler tre artister, ser det ud til at løbet er kørt for Jan, Salih og Yasmin,

Nu mangler kun Roman - og det er fortsat Shelly i spidsen, nu foran Celine, Kai, Leonie og Katja. Men det er uhyggeligt jævnt mellem nummer 2, 3, 4 og 5. Mon Roman kan gå forbi dem som allersidste artist?

Efter at Roman har sunget hopper han direkte op på førstepladsen - men der er fem alvorlige kandidater til de øvrige fire pladser i næste runde - og det er utroligt jævnbyrdigt.

Derimod er Jill, Salih, Jan og Yasmin tilsyneladende ude.

Afstemningen fortsætter under en meeeeget lang reklamepause - hvem mon trækker det korte strå?

Til slut blev det alligevel Shelly der løb med førstepladsen. Og det blev Kai der blev Sorteper med sjettepladsen.


Resultat af første runde af 'Unser Star für Baku':

Pladserne i næste runde gik til Shelly, Roman, Céline, Leonie og Katja.

1. Shelly Phillips - 15.5%
2. Roman Lob - 14.9%
3. Céline Huber - 14.7%
4. Leonie Burgmer - 14.7%
5. Katja Petri - 14.7%
6. Kai Notting - 14.5%
7. Jil Rock - 5.9%
8. Yasmin Gueroui - 2.4%
9. Salih Özcan - 1.7%
10. Jan Verweij - 1.0%



Shelly Roman Céline Leonie Katja


Links: Tyskland

Opdateret d. 12.1.2012