ESC 2012 - Nyheder
Kaliopi
Eurovision.tv 21:00 - 'Crno e belo' med Kaliopi
Makedoniens bidrag præsenteres i aften
Dato: 29.02.2012
Kilde: eurovision.tv/


Kaliopi
Det er over tre måneder siden at den tidligere jugoslaviske republik Makedonien annoncerede, at den 45-årige pop-diva Kaliopi Bukle vil synge landets bidrag ved Eurovision Song Contest i Baku i maj måned. I aften får vi så for første gang lejlighed til at høre bidraget 'Crno e belo'.

Det makedonske bidrag bliver præsenteret klokken 21:00 i et live tv-show på MKRTV, der også kan følges på nettet på eurovision.tv.

Showet er programsat til at vare halvanden time, og de makedonske arrangører lover en lang række musikalske godter med gæsteoptræden af adskillige tidligere grandprix-deltagere fra både Makedonien og andre lande i Balkanområdet.

Se Makedoniens bidrag nederst på siden...

Bidraget har som nævnt fået titlen 'Crno e belo' (Sort og Hvidt). Musikken er komponeret af Romeo Grill, der tidligere har leveret en lang række hits til den populære sangerinde, mens Kaliopi selv står for teksten.

Den 45-årige Kaliopi Bukle er en af Makedoniens allermest populære sangere og sangskrivere, og allerede ved det der skulle have været landets debut i Eurovision Song Contest i 1996 blev hun udset til at forsvare Makedoniens røde og gule farver med sangen Samo ti.

Desværre for Kaliopi og Makedonien blev bidraget sorteret fra inden selve konkurrencen, den samme skæbne som bl.a. overgik det danske bidrag Kun med dig med Dorthe Andersen og Martin Loft, der vandt det danske Melodi Grand Prix det år.

Også i 2009 var Kaliopi tæt på at vinde landets Eurovision-billet, da hun i det nationale grandprix sammen med Naum Petreski blev nummer to med sangen Rum Dum Dum, kun ét point fra førstepladsen.

Men nu vender Kaliopi altså tilbage til Eurovision-scenen 16 år efter. Kaliopi er som nævnt en af Makedoniens mest berømte artister, og hun har over årene udgivet knap et dusin albums med en uendelig række store hits. Derudover har hun modtaget en lang række priser og vundet utallige sangfestivaler i både Makedonien og hele Balkan-området. Dertil er hun sit lands UNICEF-ambassadør.


Her er det makedonske bidrag til ESC 2012: Kaliopi - Crno e belo

Links: FYR Makedonien

Opdateret d. 29.2.2012