For første gang nogensinde i dansk grandprix var der nemlig kun kvindelige navne i underholdningschefens hat, da værterne blev præsenteret. Og det endda hele tre af dem. Igen i år bliver den ene af værterne Louise Wolff. Men i modsætning til sidste år er Emil Thorup skiftet ud med hele to kvindelige medværter. Ved sine sider får Louise Wolff nemlig selskab af skuespilleren Sofie Lassen-Kahlke og den tidligere vært på X Factor, Lise Rønne. - Ideen med tre kvindelige værter opstod, fordi vi tror på, at der i Dansk Melodi Grand Prix er brug for girlpower. Vi har i de seneste år haft traditionelle værtspar, som absolut har gjort det godt. Men 2013 er året, hvor vi giver kvinderne magten, siger Jan Lagermand Lundme, som er Grand Prix- og underholdningsvært i DR. De tre smukke kvinder skal guide seerne og kunstnerne gennem showet, der selvfølgelig når sit klimaks, når vinderen af det danske Grand Prix er fundet. Og selv om der er over to måneder til showet, kan Louise Wolff, Sofie Lassen-Kahlke og Lise Rønne, næsten ikke vente. - Så vidt vi ved, har der ikke tidligere været tre værter ved et dansk Melodi Grand Prix, så det bliver en spændende opgave at "komme ud over rampen" sammen og give danskerne et uforglemmeligt show, siger de tre værter samstemmende. Vinderen skal repræsentere Danmark, når det internationale Grand Prix løber af stablen i Malmø. Selve grand prixet bliver holdt den 26. januar, mens DR den 16. januar offentliggør, hvilke solister, komponister og tekstforfattere der deltager i grand prixet.
|