DMGP 2013 - Nyheder
Simone Egeriis
I morgen kender vi de ti bidrag til dansk grandprix
Rygterne svirrer inden DR pressemøde
Dato: 15.01.2013
Kilde: Her & Nu, bt.dk, dr.dk/grandprix


Simone Egeriis
Rygterne svirrer blandt fans og i de danske medier, inden DR i morgen endelig løfter sløret for de ti bidrag, der om mindre end 14 dage skal deltage i det danske Melodi Grand Prix 2013. Mange navne er i spil, nogle overraskende, andre måske ikke, men først i morgen vil DR kommentere på de mange spekulationer.

Det hele startede med at ugebladet Her & Nu mente at kunne sætte navne på to af de ti artister, nemlig den tidligere X Factor deltager Mohamed Ali, samt den svenske sanger Albin Ljungquist, der blandt andet medvirker i forestillingen 'SMILE!' på Wallmans i Cirkusbygningen.

Sidstnævnte skulle efter sigende stille op med en sang af den tidligere grandprix-deltager Brian Rice, mens Mohamed Ali's sang skulle være skrevet af Safri Duo's Morten Friis og DJ'en Michael Parsberg.

Derefter kunne selv ikke DR's egen hjemmeside holde sig tilbage, idet deres ekspert-blogger Jens Erik Møller på dr.dk/grandprix bragte en lang række navne i spil. Blandt de navne han nævner er Jon Nørgaard feat. Kato; men da Kato efterfølgende er afsløret som medlem af juryen så er det rygte måske ikke så pålideligt endda.

Så tror jeg der er mere hold i navnet Daze, der sidst i 90'erne have en række store hits som 'Superhero' og 'Tamagotchi'. Gruppen består af sangerinden Trine Bix og producerne Jesper Tønnov Rasmussen og Lucas Sieber. Dette rygte har jeg hørt fra flere forskellige kilder, så måske...

Af andre navne der nævnes er Mario & Muri, der i sommer hittede med nummeret 'Hun tog min guitar', som er set mere end to millioner gange på YouTube.

I dag er Her & Nu så på banen med yderligere to navne, nemlig Niels Brinch og Simone Egeriis.

Brinch vandt jo som bekendt det danske Melodi Grand Prix i 2004, og han har ikke lagt skjul på at han frygtelig gerne vil være med igen. Hvis man kan stole på Her & Nu så får han det ønske opfyldt i år.

Simone, der vandt Scenen er din i 2004, fik i 2010 en delt tredjeplads i grandprix'et med 'How Will I Know'. Nu skulle hun altså være på vej tilbage til grandprix-scenen.

Endelig nævnes også DJ'en Ahmad Darwich som deltager; en af Danmarks dygtigste og mest efterspurgte producere, der bl.a. har arbejdet med Aqua og førnævnte Kato.

Nu vi er i gang med sangskriverne, så forventer alle at der bliver mindst ét og sandsynligvis to bidrag, der er skrevet af svenske sangskrivere.

Nogen har således bemærket, at Fredrik Kempe, den tredobbelte vinder af det svenske grandprix Melodifestivalen, har 'liked' dr.dk/grandprix på Facebook. Kan det betyde at herr Kempe er med i DR's høje hat, hvorfra bidragene trækkes op i morgen?

Et mere vedholdende rygte går på d'herrer Boström og G:son, der som bekendt stod bag Loreen's vinderbidrag Euphoria. G:son, med det borgerlige navn Thomas Gustafsson, har tidligere skrevet en dansk vindersang, nemlig Chanée & N'Evergreen's In A Moment Like This fra 2010. Taler rygterne sandt at de to svenske sangskrivere er med i årets danske grandprix?




Opdateret den 15.1.2013