NRK har holdt kortene usædvanligt tæt ind til kroppen i år. Først i onsdag blev de syv artister og deres bidrag til aftenens delfinale afsløret. Og samme tålmodighed kræves af de norske fans op til de to næste delfinaler i Florø og Larvik. Det er den nye norske MGP producer Vivi Stenberg, der har afløst den mangeårige MGP-general Per Sundnes på posten, der har indført flere fornyelser og ændringer i det norske grandprix. Aftenens show afholdes i Steinkjer, der ligger i midt-Norge små 100 km nord for Stavanger, med Erik Solbakken og Jenny Skavlan som værter. Det starter kl. 19:55 og du kan følge det live her... De tre finalister vælges efter en sms-afstemning blandt de norske tv-seere.
Det er en broget skare, den nye MGP general har fundet frem. Der er pop, metal-opera, rock og soul/blues på programmet. To gengangere fra tidligere år er med igen i år, nemlig Carina Dahl og Mimi Blix, der begge var med i 2011. Og så vil de fleste nok studse over navnet Emil Solli-Tangen; ja, han er bror til Didrik, der repræsenterede Norge på hjemmebane i 2010. Du kan høre de syv bidrag i deres helhed på Spotify, Wimp og iTunes via NRK's officielle hjemmeside. De to næste delfinaler afholdes som nævnt i henholdsvis Florø og Larvik de kommende to lørdage. I alt ni bidrag kvalificerer sig til den store MGP-finale, der finder sted den 9. februar i Oslo Spectrum. Vinderen vil repræsentere Norge i Malmø i den anden semifinale den 16. maj.
Links: Norge Opdateret den 1.2.2013 |