DMGP 2013 - Nyheder

Grandprix-cirkus er ankommet til den jyske hede
Hektisk aktivitet før DMGP generalprøve
Dato: 25.01.2013
Kilde: melodigrandprix.net og dr.dk/grandprix


Første indtryk af scenen
I skrivende stund er der mindre end syv timer til generalprøven til dansk Melodi Grand Prix ruller af stabelen i Jyske Bank Boxen, og her i Herning er der hektisk aktivitet med de sidste forberedelser. Artisterne har øvet på livet løs, og alle folk omkring dem knokler for at få de sidste ting til at klappe til generalprøven.

Onsdag var der prøver for de tre værtinder, der på lørdag skal gelejde både tv-seerneog publikum i Boxen igennem det store show. De er alle tre tilfredse med forløbet af prøverne og bedyrer, at det hele nok skal sidde i skabet når det virkelig gælder på lørdag.

For dem der interesserer sig for den slags kan jeg da nævne, at Louise Wolff i år vil vise noget mindre kavalergang end sidste år. På dr.dk/grandprix fortæller designeren Jesper Høvring, der stod bag Louise Wolffs kjole ved det seneste Melodi Grand Prix og som er blevet valgt til at klæde alle tre værtinder til dette års show, at man har valgt at nedtone udtrykket en smule.

Torsdag var det så artisterne, der indtog den store scene i Boxen med de første lydprøver. Der blev arbejdet intenst hele dagen med at få de forskellige artisters helt eget indtryk til at fremstå så optimalt som muligt. De har hver især fået hjælp og input fra sceneinstruktør Niclas Bendixen, der står for at hjælpe deltagerne ved Grand Prix’et med at koordinere de ti artisters sceneudtryk.

Efter lydprøverne var indtrykket, at især Emmelie de Forest leverede en fejlfri indsats og dermed var med til at skærpe konkurrencen i toppen, hvor det i øvrigt er Simone og Mohamed der nævnes som de stærkeste kandidater til en topplacering.

Torsdag aften var der så velkomstfest. Det var Herning Kommune der havde inviteret alle, der har noget med grandprix'et at gøre, til et party i spillestedet Fermaten i Herning. Her blev der minglet hele aftenen, og de forskellige artister fik lejlighed til at fortælle pressen hvordan de synes forberedelserne til den store aften foregår.

Blandt andet kunne Brinck fortælle, at han ikke er helt tilfreds med udtrykket omkring det løbebånd, der skal indgå i scenografien på hans bidrag Human. Og Simone fik fortalt at hun selvfølgelig er glad for at være bookmakernes favorit til at vinde på lørdag. "Men det var jeg vist også sidste gang, så jeg er tilfreds bare jeg gør det bedste. Det ser godt ud, synes jeg."

Der var også underholdning af en række talentfulde unge mennesker fra Herning Musikskole, både et kor og senere et band, der bl.a. fortolkede Jacob Svejstrup's vindersang fra 2005 Tænder på dig. Senere fik de også lejlighed til at optræde sammen med en række af årets kor-sangere, der bl.a. omfatter to tidligere deltagere i det danske Grandprix, nemlig Anne Mourillo (2001: Hvis du tænker lidt på mig) og Heidi Degn (2007: Ont Top of the World).

Her til formiddag var en række af artisterne på besøg på den lokale Egebjerg Skole, hvor en 2. klasse fortolkede deres sange med kunsttryk. Kunstværkerne skal så i morgen udstilles ved en fernisering i Carl-Henning Pedersens museum.

Og så er der som sagt generalprøve i aften. Efterfølgende vil der her på siderne blive bragt billeder og helt friske indtryk fra generalprøven; og sædvanen tro kommer jeg så med mit helt personlige gæt på morgendagens vinder. Rammer jeg mon forkert igen i år?

Opdateret den 25.1.2013