ESC 2013 - Nyheder
Bonnie Tyler
80'er legende gør klar til Eurovision 2013
Bonnie Tyler repræsenterer Storbritanien
Dato: 07.03.2013
Kilde: eurovision.tv/


Bonnie Tyler repræsenterer Storbritanien
Efter flere måneder med uendelige spekulationer og løse rygter blev der torsdag endelig sat navn på den artist, der skal forsvare Storbritaniens ære ved Eurovision Song Contest. Og valget er faldet på ingen andre end den nu 61-årige 80'er legende Bonnie Tyler, der vil synge en sang fra sit nye album, Believe in Me.

Bonnie Tyler, med det borgerlige navn Gaynor Hopkins, fik sit gennembrud i midt 70'erne med hits som Lost in France og It's a heartache. Men hun blev for alvor et verdens navn med numre som Total eclipse of the heart (1983) og Holding out for a hero (1984).

Bonnie Tyler er fortsat koncert-aktiv og har netop afsluttet en turné i Tyskland og Schweiz under titlen 'Rock meets classic'.

Hendes nyeste album med titlen 'Rocks and honey' bliver frigivet i maj måned umiddelbart før Eurovision Song Contest, og det er netop et nummer fra dette album som bliver det britiske bidrag i Malmø. Sangen Believe in me er skrevet af Desmond Child, Lauren Christy og Christopher Braide.

Om sin deltagelse i ESC 2013 siger Bonnie på sin hjemmeside: "Jeg er dybt beæret og vældig begejstret over at få lov at repræsentere mit hjemland i Eurovision Song Contest, og især med sådan en fantastisk sang. Jeg lover at yde mit allerbedste for Storbritanien."

Links: Storbritanien

Opdateret den 7.3.2013