Det sker i forbindelse med, at der i dag blev åbnet for muligheden for at indsende bidrag til det danske Melodi Grand Prix 2014. I en pressemeddelelse udtaler DR's underholdningsredaktør Rasmus Ladefoged nemlig: "Sidste gang Danmark var vært for det europæiske Melodi Grand Prix, blev vi nummer to med Rollo & King. Hvis vi bare kan gøre det en smule bedre næste år, så er jeg tilfreds". Danmark er som bekendt vært ved næste års udgave af Eurovision Song Contest, efter at Emmelie de Forest triumferede i Malmø i maj måned i år. Og nu går så jagten ind på det bidrag der skal sørge for at sejren gentages på hjemmebane den 10. maj. DR har endnu ikke sat hverken dato eller sted på afholdelsen af det danske grandprix, men det forventes at falde på plads i løbet af kort tid. Favorit til at blive udnævnt til dansk grandprix-city 2014 er Odense, der allerede tidligt meldte sig i kapløbet. Læs mere her: Finder årets grandprix vej til Odense? Sidste frist for at indsende bidrag er den 7. oktober. Og det er en klar forventning at der i år vil indkomme flere bidrag end de 692 sange DR modtog sidste år. "Emmelie har bevist, at Danmark hører til i toppen af international popmusik, og vi kan allerede fornemme, at der er kæmpe stor interesse for næste års danske Grand Prix," siger Rasmus Ladefoged til dr.dk. "Vi søger moderne, iørefaldende popsange med et stærkt omkvæd. Vi vil både have de kæmpestore hits og de numre, som bryder med traditionerne og udvikler Melodi Grand Prix," lyder opfordringen til sangskriverne fra Rasmus Ladefoged. Blandt de indsendte bidrag vil DR udpege 6-7 sange til at deltage i konkurrencen. Derudover vil der, som det har været tilfældet de foregående år, blive indbudt yderligere 3-4 artister til at deltage i det danske grandprix på et såkaldt wildcard. Læs reglerne for at deltage i Dansk Melodi Grand Prix 2014... |