I Belgien skiftes den flamsk-talende VRT/Eén og den fransktalende RTBF til at have ansvaret for at vælge et bidrag til Eurovision Song Contest. Og i 2014 er det VRT/Eén der skal følge op på Belgiens flotte placering fra Malmø i år, hvor Roberto Bellarosa opnåede en placering lige uden for top-ti med sangen 'Love Kills'. Senest VRT/Eén stod for udvælgelsen, nemlig til Eurovision Song Contest 2012 i Azerbaijans hovedstad Baku, faldt valget på den dengang kun 16-årige Laura Van den Bruel der under kunstnernavnen 'Iris' opnåede en skuffende 17. plads i semifinalen med bidraget 'Would You?', og dermed ikke kunne leve op til Tom Dice's flotte sjetteplads i 2010. Denne gang ønsker VRT/Eén at søge lidt bredere, og derfor har man i første omgang bedt alle artister, der er interesseret i at repræsentere Belgien i Danmark i 2014, om at melde sig under fanerne senest den 7. oktober. Interesserede skal indsende et lille videoklip, hvor de synger deres egen version af en af de mange sange, der de gennem tiderne har deltaget i Eurovision Song Contest. Og der er jo mange at vælge imellem, mere end 1.000 sange igennem de sidste 58 år. Det kan f.eks. være en rock-udgave af Emmelies 'Only Teardrops', en opera-udgave af 'Hard Rock Halleluja' eller en county-udgave af Alexander Rybaks 'Fairytale'. Mulighederne er uendelige. For at øge interessen for konkurrencen har VRT/Eén allieret sig med sidste års svenske Eurovision-vinder Loreen, der i et klip på hjemmesiden opfordrer alle belgiske talenter til at melde sig på banen. Se klippet nederst på siden. Samtidig med at man søger efter talentfulde artister, beder man også sangskrivere og komponister om at indsende forslag til sange, der kan gøre det godt i verdens største sangkonkurrence. Sangskriverne behøver, i modsætning til interesserede artister, ikke at være af belgisk oprindelse. Hvordan selve udvælgelsen af artist og sang kommer til at foregå er ikke endeligt afklaret. Men det ligger fast at det kommer til at ske via en række tv-programmer der ifølge tv-stationen yderligere vil øge interessen for at deltage i Eurosong 2014. Man kan læse mere på VRT/Eén's hjemmeside her...
Links: Belgien Opdateret den 24.8.2013 |