Østrig har haft det rigtig svært de seneste år. Ikke siden Alf Poiers sjetteplads i 2003 har alpelandet været i nærheden af en topplacering. Nu forsøger man sig så med den opsigtsvækkende 'skæggede dame' Conchita Wurst, der egentlig hedder Tom Neuwirth og er en 24-årig artist, der altid har drømt om en karriere indenfor showbiz. Allerede i 2006 deltog han for første gang i et talent show 'Starmania', og i 2007 blev han optaget i et boyband med navnet "jetzt anders!", hvilket dog kun varede et års tid. Han optrådte allerførste gang som sit alter ego Conchita Wurst i talentshowet "Die Grosse Chance" i 2011. I 2012 blev hun som sagt nummer to i det lokale østrigske grandprix, og mange mente at Conchita havde været et bedre valg end Trackshittaz, der ikke kvalificerede sig til finalen i Baku. Conchita er kendt for sine ekstravagante kostumer og farverige shows og har udover Grand Prix-bidraget fra 2012 også udgivet singlen "Unbreakable", som hun deltog med i talentshowet "Die Grosse Chance" i 2011. For tiden deltager hun i realityshowet "Wild Girls" - en østrigsk udgave af "Divaer i junglen", og tidligere på året var hun med i programmet "The hardest jobs of Austria", hvor hun arbejdede på en fiskefabrik. Først i starten af det nye år kender vi sangen, som Østrig vil deltage med i København.
Links: Østrig Opdateret den 10.9.2013 |