ERR har meldt ud at man vil finde deres næste bidrag efter samme koncept som de seneste år har givet så gode resultater; det betyder at der bliver to semifinaler med 10 sange i hver, og at i alt 10 sange kvalificerer sig til finalen. Semifinalerne afholdes over to fredage, nemlig den 14. og 21. februar, mens finalen i Eesti Laul (Estlands sang) løber af stabelen lørdag den 1. marts. Flere oplyninger vil blive frigivet i løbet af de kommende måneder. Det bliver tyvende gang at Estland deltager i Eurovision Song Contest, og selv om man har opnået meget varierende resultater siden debuten i 1996 er Estland et af de lande der rent faktisk har oplevet at vinde verdens største sangkonkurrence. Det skete som bekendt senest Danmark var vært i 2001, hvor Tanel Padar & Dave Benton triumferede med sangen 'Everybody', kun 21 points foran danske Rollo & King. Mon ikke man i Estland ville elske at gentage triumfen i København i maj måned? Sidste år var Estlands bidrag en skøn ballade med Birgit Õigemeel, der lidt skuffende kun opnåede en tyvendeplads i finalen i Malmö Arena.
Links: Estland Opdateret den 15.9.2013 |