Med meddelelse i dag fra Ola Sand fra den europæiske tv-union EBU om, at Portugal vender tilbage til Eurovision næste år i København, ser det ud til at der er sat prop i afgangen. I forhold til sidste år har både Kroatien og Cypern tidligere på året meldt afbud, så der luner lidt at Portugal nu efter bare ét år igen vil være med. Indtil nu har 29 lande officielt bekræftet at de er med, når B&W Hallerne på Refshaleøen i København i maj måned næste år byder velkommen til Eurovision Song Contest 2014. Det samlede deltagerantal forventes at blive 35-37 lande. Portugal deltog første gang i 1964 i København, og nu vender de altså tilbage igen i den danske hovedstad. Senest Portugal deltog var i 2012 i Baku, hvor Filipa Sousa missede finalen med en 13. plads i den ene semifinale. Den højeste placering for Portugal er en sjetteplads; den opnåede Lucia Moniz i 1996 med sangen 'O Meu Coração Não Tem Cor'.
Opdateret den 7.11.2013 |