ESC 2014 - Nyheder
Helena Paparizou
Sverige har fundet 32 bidrag til Melodifestivalen 2014
Tidligere ESC-vinder prøver lykken
Dato: 2. december 2013
Kilde: svt.se/melodifestivalen


Helena Paparizou prøver lykken i Sverige
I den forgangne uge har SVT afsløret hvilke 32 bidrag der skal deltage i Sveriges populærest tv-program, Melodifestivalen 2014. I startfeltet finder vi både en tidligere Eurovision-vinder, to tidligere vindere af Melodifestivalen samt en lang række familiære navne fra tidligere udgaver af Melodifestivalen.

Det største navn i næste års udgave af Melodifestivalen er uden tvivl Helena Paparizou. Den græsk-svenske sangerinde har to gange deltaget i Eurovision Song Contest, nemlig i 2001 i København og i 2005 i Kiev. Og netop i 2005 gik Paparizou hele vejen og sørgede dermed for at Athen blev værtsby året efter.

Men hun har aldrig deltaget i Melodifestivalen, selv om Christer Björkman stort set hvert år har friet til hende. I år lykkedes det så; men kun fordi den sang hun fik præsenteret var så god at hun absolut måtte gøre forsøget, har hun fortalt til SVT.

To tidligere vindere af Melodifestivalen er også at finde i næste årts startfelt. Den ene er Martin Stenmarck, der i 2005 opnåede en skuffende 19. plads i Kiev med sangen 'Las Vegas'.

Og den anden er Sylvester Schlegel, der som medlem af gruppen The Ark i 2007 repræsenterede Sverige med 'The Worrying Kind' - med en ligeså skuffende 18. plads som resultat.

Af øvrige højt profilerede Melodifestivalen-navne kan nævnes Sanna Nielsen (billedet), Shirley Clamp, Lisbeth Bengtzing, YOHIO og Alcazar.

Også på sangskriversiden er der de sædvanlige gengangere: G:son, Kempe, Ingela "Pling" Forsman, Bobby Ljunggren, Andreas Johnson og Peter Boström for bare at nævne nogen af dem.

Du kan se alle 32 bidrag her...

Melodifestivalen består som sædvanlig af fire delfinaler, en opsamlingsfinale og en stor finale; sidstnævnte afholdes ligesom sidste år i Friends Arena. Det samlede program for Melodifestivalen ser således ud:

• 1. februar - Første delfinale i Malmö (Malmö Arena)
• 8. februar - Anden delfinale i Linköping (Cloetta Center)
• 15. februar - Tredje delfinale i Göteborg (Scandinavium)
• 22. februar - Fjerde delfinale i Örnsköldsvik (Fjällräven Center)
• 1. marts - Andra Chancen i Lidköping (Swedbank Arena Lidköping)
• 8. marts - Finale i Stockholm (Friends Arena)

Sidste år blev Sverige repræsenteret af Robin Stjernberg, der med sangen 'You' opnåede en fjortendeplads på hjemmebanen i Malmö Arena. Med dette startfelt har vore svenske brødre endnu engang rettet blikket mod førstepladsen i Eurovision.

For Danmarks skyld må svenskerne gerne vinde i 2014 i København. Vi vinder nemlig altid i Sverige (næsten).

Links: Sverige

Opdateret den 2.12.2013