ESC 2014 - Nyheder
Molly
Storbritanien har valgt internt: Ung og spændende artist
Molly synger 'Children of the universe'
Dato: 3. marts 2014
Kilde: eurovision.tv


Storbritanien har valgt Molly
Det bliver den 26-årige Molly Smitten-Downes der skal repræsentere Storbritanien i Eurovision Song Contest 2014. Det offentliggjorde BBC her til aften og dermed blev alle de rygter der har svirret de foregående 36 timer altså bekræftet. Det var nogle af de tilskuere der overværede videooptagelserne i går der ikke kunne holde på hemmeligheden.

Iflg. flere kilder blev videoen optaget på My fair-one i North Audley Street i London i går, og selv om folk blev bedt om ikke at 'sladre' om optagelserne, var det altså ikke alle, der kunne holde på hemmeligheden. Så selv om BBC havde sagt at de først ville offentliggøre noget her til aften måtte BBC's hjemmeside allerede ved middagstid bekræfte at der måske nok var noget om snakken.

Molly Smitten-Downes er som sagt 26 år gammel og vandt prisen for bedste sang ved Best of British Unsigned Music awards sidste år. Hun har sunget og komponeret sange i over ti år og er bredt anerkendt i musikindustrien for sit store talent. Molly har selv skrevet sit bidrag til København, der har titlen 'Children of the universe' og er skrevet specielt til Eurovision.

Bidraget blev offentliggjort her til aften.

Med valget af Molly som Storbritaniens repræsentant i København i maj måned er BBC gået væk fra de foregående års koncept med at finde en artist eller gruppe, hvis karriere var for nedadgående, som boybandet Blue, Engelbert Humperdinck og Bonnie Tyler. Måske en ung og frisk artist kan give Storbritanien lidt succes.

Storbritanien har været med siden 1957 og deltager i år for 58. gang. Det er i tidens løb blevet til ikke mindre end fem førstepladser og 15 andenpladser, men de seneste år har det været småt med topplaceringerne. Senest blev Bonnie Tyler skuffende nummer 19 i finalen.

Links: Storbritanien

Opdateret den 4.3.2014