TV-værterne Alexandra Pascalidou og Jovan Radomir fra SVT, der begge er erklærede Eurovision-fans, vil guide de delegerede og web-seerne igennem dagens begivenheder, der kan følges live på eurovision.tv med start kl. 11:15. Inden lodtrækningen vil der blive afholdt den såkaldte insignia-ceremoni, hvor borgmesteren i årets værtsby Karin Wanngård officielt får overdraget værtsskabet fra Wien, repræsenteret ved dr. Andreas Mailath-Pokorny. De 37 lande, der ikke på forhånd er kvalificeret til finalerne (BIG FIVE og værtslandet), vil blive fordelt i de to semifinaler; 18 i semifinale I den 10. maj og 19 i semifinale II den 12. maj. Det bliver også afgjort om man er i første eller anden halvdel af de respektive semifinaler. Israel er på forhånd placeret i semifinale II. På forhånd er landene fordelt i seks puljer hvorfra landene trækkes; dette skal forhindre at alle lande der historisk altid stemmer på hinanden kommer i samme semifinale. Danmark er i pulje med Finland, Norge, Island, Estland og Letland. Drømmescenariet for Danmark vil selvfølgelig være at komme i samme semifinale som Norge og Island, der historisk er Danmark venligt stemt. Det vil også blive afgjort hvilken af de to semifinaler de seks forhånds-kvalificerede lande - det er Frankrig, Storbritanien, Italien, Tyskland og Spanien samt værtslandet Sverige - forpligtes til at direkte-transmitere og også skal stemme i. Tyskland er på forhånd fordelt i semifinale II den 12. maj.
Den 61. udgave af Eurovision Song Contest afholdes i Globen i Stockholm med to semifinaler den 10. og 12. maj og den store finale lørdag den 14. maj 2016.
Links: Sverige Opdateret d. 23.1.2016 |