ESC 2016 - Nyheder
Anja Nissen
Australiens andet bidrag til Eurovision afsløres 3. marts
Skal Anja Nissen synge for Australien?
Dato: 25. februar 2016
Kilde: eurovision.tv


Skal Anja synge for Australien? Foto: Mads Mortensen
Den australske presse har sat rygtemøllen i gang efter at SBS i dag annoncerede, at den australske artist vil blive afsløret den 3. marts. Og flere medier peger på Anja Nissen som en sandsynlig kandidat. En anden mulighed der nævnes ofte af rygtesmedene er Delta Goodrem.

SBS har løftet sløret for at det australske bidrag vil blive afsløret af ingen ringere end 2014-vinderen Conchita Wurst; det sker under en koncert i Sydney Opera House den 3. marts med Sydney Symphony Orchestra, "Conchita: From Vienna with Love", der bliver fulgt af en optræden af den netop afslørede nye Aussie Eurovision stjerne.

I 2015 blev Australien som bekendt repræsenteret af Guy Sebastian, der skaffede hjemlandet en femteplads i Wien med sangen 'Tonight Again'. Men allerede dengang var der faktisk kontakt mellem SBS og Voice-vinder Anja Nissen, inden valget altså faldt på Guy Sebastian.

Australske Anja Nissen med de danske rødder deltog som bekendt i det danske Melodi Grand Prix i Horsens den 13. februar. Her blev det til en andenplads til forhåndsfavoritten med nummeret 'Never Alone', mens boybandet Lighthouse X gaflede den danske plads ved Eurovision Son Contest med sangen 'Soldiers of love'.

Grunden til at Anja Nissen er i spil er, at man har bemærket at Anja er rejst fra Danmark til Australien for en kort visit, inden hun returnerer igen senere i marts måned. Hvad taler imod er derimod, at SBS formentlig har indgået forhandlinger med den pågældende artist inden den danske grandprix.

Hvis den dansk-australske grandprix-stjerne er ude af spillet trækkes opmærksomheden mod den 31-årige singer-songwriter og skuespiller Delta Goodrem, der blev kendt som skuespiller i 2002, da hun medvirkede i den populære australske sæbeopera Neighbours. Delta Goodrem fik i 2003 konstateret lymfekræft, men er siden fuldt helbredt.

Hendes egentlige debutalbum kom i 2003 og hed Innocent Eyes. Det gjorde hende til en af Australiens bedst sælgende kvindelige kunstnere, og albummet lå nr. 1 i 29 uger i træk. Hun er måske mest kendt for duetten Almost Here, som hun sang med Brian McFadden i foråret 2005.

Det bliver spændende den 3. marts hvem SBS har valgt.

Den 61. udgave af Eurovision Song Contest afholdes i Globen i Stockholm med to semifinaler den 10. og 12. maj og den store finale lørdag den 14. maj 2016.


Anja Nissen i dansk Melodi Grand Prix 2016

Links: Australien

Opdateret d. 25.2.2016