DMGP 2017 - Nyheder
Boxen i Herning
DR vil gerne gentage Emmelie's succes fra 2013
Melodi Grand Prix tilbage til Herning
Dato: 6. september 2016
Kilde: dr.dk/grandprix


Boxen i Herning
Tanken om at gentage succes'en fra 2013, hvor Emmelie de Forest som bekendt vandt det danske Melodi Grand Prix i Herning, og derefter også løb med sejren i Eurovision i Malmø, ligger DR meget på sinde. Og derfor vender det danske grandprix-cirkus til næste år tilbage til heden, hvor Boxen vil danne rammer om det danske Melodi Grand Prix 2017.

Det blev afsløret i dag på et pressemøde, hvor Herning blev udnævnt til 'Årets Grand Prix by 2017'. Det kommer til at foregå den 25. februar 2017 i Boxen, og samme sted vil børnenes MGP blive afholdt ugen efter.

"Vi skal til Herning, og det bliver et glædeligt gensyn. Melodi Grand Prix passer perfekt til byen, og Boxen er et af de bedste steder i landet at producere tv i, så vi har de ideelle rammer at arbejde med. Der er også altid en forrygende stemning blandt publikum i Boxen, og det smitter af på showet og når helt ud i stuerne til alle seerne, så vi glæder os rigtig meget," forklarer DR's underholdningschef Jan Lagermand Lundme om valget af årets Grand Prix by.

Det bliver fjerde gang siden årtusindeskiftet at byen på heden danner ramme om det danske Melodi Grand Prix. Senest som bekendt i 2013, hvor Emmelie de Forest vandt konkurrencen og senere bragte Danmark til sejr ved Eurovision Song Contest.

I Herning Kommune har de sat sig for at holde Grand Prix fest i hele februar måned, så byen for alvor kan leve op til titlen som årets Grand Prix by.

"Melodi Grand Prix bliver en stor fest for kommunens indbyggere. I forbindelse med både Melodi Grand Prix og børnenes MGP bliver hele Herning Kommune inviteret til fejring, og vi laver samtidig en pulje til Melodi Grand Prix-aktiviteter, som skoler, ældrecentre, institutioner og andre kan bruge til at fejre Grand Prix’et. Frem mod februar vil vi desuden indbyde både detailhandel, museer, uddannelsesinstitutioner, restauranter og andre interesserede til et samarbejde om at gøre februar 2017 til én stor Grand Prix-måned i Herning Kommune," fortæller Hernings borgmester Lars Krarup.

Hvis der noget grandprix-fans fra Hovedstadsområdet der føler sig forbigået, er det ikke helt forkert. For det er nemlig sjette gang i træk at Jylland eller Fyn byder til Grand Prix, og kun tre gange siden årtusindeskiftet har hovedstadsområdet været værtsby, nemlig i 2000 og 2002 i København samt 2011 i Ballerup.

Billetter til Melodi Grand Prix 2017 i Boxen kan købes fra den 30. september klokken 12.00.


Administrerende direktør for MCH Messecenter Herning Kongrescenter, Georg Sørensen, DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme og Hernings borgmester, Lars Krarup.

Opdateret d. 6.9.2016