DMGP 2017 - Nyheder
Melodi Grand Prix
Så er de danske sange frigivet i deres fulde længde
Hør alle ti sange til Melodi Grand Prix
Dato: 20. februar 2017
Kilde: dr.dk/grandprix


Melodi Grand Prix
Sidste år fik DR spoleret sine planer om offentliggørelse af de ti bidrag til danske Melodi Grand Prix, fordi sangene er blevet lækket før tiden. Men i år gik alt som det skulle, ingen sange er blevet lækket før i dag, hvor de helt efter planen er blevet frigivet.

Mandag morgn klokken 06:00 kunne vi for første gang høre de ti sange, der kandiderer til at repræsentere Danmark i Eurovision Song Contest i maj måned. Det skete da DR lagde de ti sange ud på dr.dk/grandprix. Samtidig blev de frigivet på de forskellige platforme - se her....

Sidste år blev DR's planer spoleret, da en medarbejder hos pladeselskabet fik registreret en forkert dato i materialet til Spotify, så sangene pludselig lå til fri aflytning flere uger før det var meningen. Så måtte DR haste med at indkalde til et pressemøde.

Men i år var der ingen slinger i valsen. På et pressemøde i DR byen den 19. januar fik vi at vide at sangene blev frigivet den 20. januar kl. 06:00 - og det var lige præcis hvad de gjorde. Natteravne kunne faktisk fange dem på Spotify ved midnatstid.

Lyt til de ti sange på dr.dk/grandprix her...

De ti bidrag vil også blive spillet i radioen, hvor du kan høre to sange mandag til fredag på P4 i programmet 'P4 PLAY' med Andrew Jensen.

Vinderen blandt de ti sange kåres ved hjælp af seernes sms-stemmer og stemmerne fra en særligt udvalgt fanjury bestående af fem Eurovision-fans.

Pia vender tilbage...
Husker du Pia fra det danske Melodi Grand Prix i 2004? Pia var, i Mia Lyhnes skikkelse, en journalist og kæmpe fan af Melodi Grand Prix, der fik til opgave at interviewe deltagerne, og det kom der nogle ganske skægge og skøre indslag ud af. Nu vender Pia tilbage til det danske Grandprix.

Iflg. dr.dk/grandprix er "Pia" siden sidst blevet fyret fra sit job som journalist på Ude og Hjemme og i stedet ernærer hun sig nu som taxachauffør. Og det er netop i en taxa, at årets ti Grand Prix-solister intetanende bliver mødt af den bramfri Grand Prix-fan.

"Jeg har skrevet alle manuskripterne selv og fået lov til at styre alting med hård hånd. Jeg kan sige så meget, at det i hvert fald ikke bliver pænt - og det er dejligt," siger Mia Lyhne til dr.dk/grandprix.

Se hvordan Pia udfritter dette års deltagere i Melodi Grand Prix, når DR i næste uge løbende lancerer videoerne på dr.dk/grandprix - og i selve showet, der som bekendt sendes fra Boxen i Herning på lørdag den 25. februar.

Her er en lille intro til Pia, der fortæller om sig selv og sin grandprix-interesse i 2004...

Opdateret d. 20.2.2017