Eurovision Song Contest 2018 - NYHEDER
Melodifestivalen 2018
Hvem skal synge for Sverige i Eurovision 2018?
Lørdag: Svensk finale i Friends Arena
Dato: 8. marts 2018
Kilde: eurovision.tv


Melodifestivalen 2018
Lørdag ruller den årlige finale i Melodifestivalen over de svenske tv-skærme; tolv bidrag har kvalificeret sig, kun ét nummer kan gå videre til Lissabon i maj måned. David Lindgren og Feb Freddy er klar i Friends Arena.

Melodifestivalen har i år som de sidste mange foregående år bestået af fire delfinaler; syv sange deltog i hver delfinale, to gik til finale og to til Andra Chansen. Fra opsamlingsfinalen sidste lørdag gik yderligere fire bidrag videre, så det samlede startfelt i lørdagens finale udgør tolv bidrag.

Vinderen bliver kåret efter en afstemning i 11 internationale juryer (50%) samt blandt de svenske tv-seere (50%).

Showet starter kl. 20:00, og du kan følge med her...

Her er de tolv bidrag i startrækkefølge:

1. Mendez – Everyday
2. Renaida – All the feels
3. Martin Almgren – A bitter lullaby
4. John Lundvik – My turn
5. Jessica Andersson – Party voice
6. LIAMOO – Last breath
7. Samir & Viktor – Shuffla
8. Mariette – For you
9. Felix Sandman – Every single day
10. Margaret – In my cabana
11. Benjamin Ingrosso – Dance you off
12. Rolandz – Fuldans

Præcis halvdelen af de tolv finalister har tidligere deltaget i Melodifestivalen. Og for én af deltagerne kan det lørdag blive sejr for anden gang.

Jessica Andersson har deltaget hele seks gange tidligere, hvoraf hun er kommet i finalen fire gange. Og én gang, i hendes allerførste forsøg i 2001 sammen med Magnus Bäcklund i duoen Fame, vandt hun med sangen Give Me Your Love. De blev nummer fem i Eurovision.

Tre artister deltager i år for tredje gang.

Mendez har deltaget i Melodifestivalen to gange tidligere, i 2002 og 2003. I 2002 blev han nummer to med sangen Adrenaline. I 2003 kom han ikke med i finalen med Carnaval, da han blev nummer fem i 'Tittarnas val', der fungerede som det års opsamlings-heat.

Samir & Viktor har deltaget to gange tidligere, nemlig i 2015 og 2016, hvor de begge kom til finalen via Andra Chansen.

Mariette (Mariette Petra Carola Hansson) har deltaget to gange tidligere, nemlig i 2015 og 2017. Begge gange kom hun i finalen, hvor hun blev henholdsvis nummer tre (Don't Stop Believing) og fire (A Million Years). Mange mener at det bliver Mariettes år i år.

Endelig har Felix og Benjamin deltaget en enkelt gang tidligere. Felix Sandman var et af medlemmerne i FO&O, der i 2016 gik i Andra Chansen med sangen 'Gotta Thing About You'. Herfra gik de videre til finalen efter en duel med De Vet Du (Roadtrip); i finalen blev de nummer 11.Og endelig er Benjamin Ingrosso genganger fra sidste år, hvor han blev nummer fem i finalen med 'Good Lovin'. Tidligere vandt Benjamin Lilla Melodifestivalen i 2006.

Gennemgående vært i de seks shows er David Lindgren, der selv har deltaget i Melodifestivalen tre gange. Sidste år var han også vært i Melodifestivalen 2017, dengang sammen med Hasse Andersson og Clara Henry. I år 2018 får David hjælp af 'Fab Freddie', en populær børne-vært på SVT.

03.02.2018 - Delfinale 1, Karlstad
10.02.2018 - Delfinale 2, Göteborg
17.02.2018 - Delfinale 3, Malmö
24.02.2018 - Delfinale 4, Örnsköldsvik
03.03.2018 - Andra Chansen, Kristianstad
10.03.2018 - Melodifestivalen finale, Friends Arena

Den 63. udgave af Eurovision Song Contest afholdes i Altice Arena i Lissabon med to semifinaler den 8. og 10. maj og den store finale lørdag den 12. maj 2017. Sverige er, iøvrigt ligesom Danmark og Norge, placeret i den anden semifinale, torsdag den 10. maj.

Links: Sverige

Opdateret d. 7.3.2018