Melodi Grand Prix 2020 - Nyheder Ben & Tan

Ben & Tan skal synge for Danmark i Eurovision Song Contest 2020
'Yes' vandt dansk Melodi Grand Prix med 61% af stemmerne


Dato: 8. marts 2020
Kilde: dr.dk/grandprix
Ti bidrag var klar til at dyste om retten til at repræsentere Danmark i Eurovision Song Contest 2020. Og selv om det skete uden de sædvanlige feststemte publikummer i salen blev der leveret fin underholdning fra den flotte nye scene

Ben & Tan kan se frem til at skulle optræde for 180 millioner tv seere ved Eurovision Song Contest til maj, efter de lørdag aften vandt Dansk Melodi Grand Prix 2020 med deres nye Grand Prix-klassiker 'Yes'.

Og selvom Royal Arena var tom for publikum på grund af coronaforanstaltninger, så var der jubel nok oppe fra scenen til at fylde hele salen ud, da vindersangen blev kåret.

Ti artister havde aftenen igennem optrådt det bedste, de havde lært, i kampen om seernes stemmer. Og efter en musikalsk parade, der bød på temaer som ung kærlighed, en goth i Vejle og skærmtid, gik tre sange videre til 2. runde via 50 % SMS/app-afstemning og 50 % jury-afstemning. Juryen bestod af Pelle Peter, Cutfather, Ida Corr, Pilfinger, Nicolai Molbech

Her fik danskerne valget mellem 'Screens' af Sander Sanchez, 'Ville ønske jeg havde kendt dig' af Emil og altså 'Yes' af Ben & Tan.

Den afgørende afstemning mellem de tre superfinalister var alene lagt i tv-seernes hænder. Og de var ikke i tvivl da over halvdelen af stemmerne gik til Ben & Tan og sangen 'Yes'.

Sejren betyder som nævnt, at Ben & Tan skal repræsentere de danske farver ved årets Eurovision Song Contest, der afholdes i Rotterdam til maj.

Og selvom de blot er henholdsvis 17 og 22 år gamle, så har vinderduoen heldigvis allerede en del tv-erfaring at trække på, når de om to måneder skal stå på scenen foran hele Europa. De deltog nemlig begge i talentshowet 'X Factor' på TV 2 sidste år.

Her stillede Ben – eller Benjamin Rosenbohm, som han hedder i virkeligheden - op som solist, mens Tan – eller Tanne Amanda Balcells - deltog som en del af pigegruppen Echo. De endte på en fjerdeplads, mens Benjamin Rosenbohm sikrede sig en andenplads i finalen.

Lørdag aften blev det så til gengæld til guld for dem begge. Om de kan gentage succesen til Eurovision, får vi at se til maj, men duoen har dog allerede et godt kort på hånden.

Vindersangen 'Yes' er nemlig blandt andre skrevet af den svenske sangskriver Linnea Deb, der i 2015 var en af kræfterne bag den svenske Eurovision-vinder 'Heroes' fremført af sangeren Måns Zelmerlöw.

Opdateret d. 5.4.2020