Melodi Grand Prix 2021 - Nyheder
Mike Tramp vender tilbage til dansk Melodi Grand Prix efter 43 år

Mike Tramp vender tilbage til dansk Melodi Grand Prix efter 43 år
Her er de otte bidrag i dansk Melodi Grand Prix 2021


Dato: 10. februar 2021
Kilde: eurovision.tv
Onsdag formiddag løftede DR sløret for de otte bidrag, der i år skal kæmpe om at repræsentere Danmark i Eurovision Song Contest i Rotterdam i maj måned. Og den liste afslører comeback til en sanger og sangskriver der vandt helt tilbage i 1978.

Det var i 1978 at gruppen Mabel vandt det danske Melodi Grand Prix og optrådte i Eurovision for Danmark - og dermed kickstartede deres karriere. Nu er gruppens forsanger Mike Tramp (Trampenau) så tilbage til grandprix scenen efter 43 år. Sangen hedder Everything is alright og er skrevet af artisten selv. Sidste år fejrede han 25-året for solokarrieren.

En anden artist med Eurovision erfaring er Chief 1 (Lars Pedersen), der tre gange har stået som sangskriver på et dansk bidrag i Eurovision; første gang var tilbage i 1997 med Kølig Kaj’s Stemmen I Mit Liv, igen i 2012 med Soluna Samay og Should’ve Known Better og endelig i 2015 med Anti Social Media (The Way you Are). I år er han så selv på scenen sammen med Thomas Buttenschön; sangen Højt Over Skyerne har de selv skrevet sammen med Nermin Harambasic.

Dansk Melodi Grand Prix 2021 afholdes lørdag den 6. marts fra DR Byen Studie 5, med deltagelse af bare otte sange. Og på grund af corona situationen bliver det afviklet uden et live publikum i studiet. Og årets værter bliver Tina Müller og Martin Brygmann.

Og her kommer så hele listen over årets grandprix bidrag:

1. Hvileløse Hjerter - Nanna Olivia
2. Beautiful - Jean Michel
3. Øve På Hinanden - Fyr & Flamme
4. Højt Over Skyerne - Thomas Buttenschön og ChiefOne
5. Abracadabra - Claudia Campagnol
6. Silverbullet - Cosmic Twins
7. Everything is alright - Mike Tramp
8. Står lige her - Emma Nicoline

Du kan høre alle bidrag på dr.dk her...

På sangskriversiden er der blandt andre gensyn med Anna David, Chief 1, Melanie Wehbe og Emil Adler Lei samt "the grand old lady" Lise Cabble, der allerede har leveret fire vindere af dansk grand prix og også en international vinder.

Og så er der selvfølgelig Mike Tramp, der var med til at skrive Mabels vindersang Boom Boom tilbage i 1978.


Se hele listen incl. sangskrivere her...


Opdateret d. 15.2.2021