Eurovision Song Contest 2022 - NYHEDER
Michael Ben David er klar til Eurovision Song Contest 2022 med sangen I.M.

Folkets stemme: Kun ét point skilte de to højst placerede i X Factor finalen
I.M.: Michael Ben David vandt den israelske finale


Dato: 5. februar 2022
Kilde: eurovision.tv
Lørdag aften kårede de israelske tv-seere sammen med X Factor dommerne og en professionel jury, vinderen af X Factor Israel - og dermed fandt Israel deres bidrag til Eurovision Song Contest 2022. Men det skete ikke uden dramatik, da dommerne og juryen ikke havde den samme favorit som de israelske tv seere. I den sidste ende blev det folkets favorit der rendte med laurbærrene med mindst mulig margin.

Efter at X Factor dommerne og den professionelle jury havde afgivet deres stemmer, var Eli Huli på førstepladsen med 118 points, mens Michael Ben David på andenpladsen havde 96 points. På tredjepladsen havde de to herrer distanceret Inbal Bibi, der havde 86 points. Så de fleste regnede med at Eli Huli og sangen Blinded Dreamers ville hive sejren hjem.

Men folket ville det anderledes. Da de såkaldte tele-stemmer tikkede ind, vendte billedet, så Michael Ben David endte med 214 points, ét point flere end Eli Huli på andenpladsen. Inbal Bibi endte med 173 points.

• Michael Ben David - I.M - (50+46+118) 214 points
• Eli Huli - Blinded Dreamers - (58+60+95) 213 points
• Inbal Bibi - Marionette - (42+44+87) 173 points

Tidligere på aftenen havde tre indledende dueller elimineret Sapir Saban og sangen Breaking My Own Walls.

Michael Ben David
Michael Ben-David er 25 år gammel og kommer fra Petah Tikva, en by i det centrale Israel, kun 10 km øst for Tel Aviv. Han har åbent talt om sine problemer som barn, hvor han blev drillet på grund af det høje toneleje i hans stemme. Også hans mors udfordringer med at acceptere ham i starten, da han kom ud som homoseksuel. Michael har noteret sig, at disse udfordringer havde medvirket til at han har fundet en indre styrke, hvilket også er blevet noteret af hans X Factor Israel mentors.


Israel i Eurovision Song Contest
Israel debuterede i Eurovision i 1973, og har i alt været med 42 gange. Det er blevet til fire sejre, nemlig i 1978 og 1979 med A-ba Ni-bi og Hallelujah, i 1998 med Dana International og Diva og seneste sejr i 2018 hvor Netta vandt med TOY.

I 2019 på hjemmebane i Tel Aviv blev det til en skuffende 23. plads til Kobi Marimi og sangen Home. Senest blev Eden Alene nummer 17 i Rotterdam med sangen Set Me Free.

Se alle Israels bidrag gennem tiderne her...

Links: Israel

Opdateret d. 5.2.2022