Eurovision Song Contest 2022 - NYHEDER
Stéphane Bern og Laurence Boccolini byder velkommen til 'Eurovision France: c'est vous qui décidez'

C'est vous qui décidez: Hvem skal repræsentere Frankrig i Eurovision 2022?
France 2 præsenterer tolv bidrag til national finale den 5. marts


Dato: 17. februar 2022
Kilde: eurovision.tv
Fransk fjernsyn, France 2, har afsløret de 12 bidrag, der skal kæmpe om den franske Eurovision billet. Det sker i det lokale grandprix, der på de egne går under betegnelsen Eurovision France, c’est vous qui décidez! (Det er dig der bestemmer!). Der er finale den 5. marts.

France 2 afholdt onsdag et specielt pressemøde i Apollo Théâtre i Paris, hvor navnene på de 12 artister til det lokale grandprix blev annonceret officielt - navnene var blevet lækket dagen før. På pressemødet fik de tolv artister lejlighed til at fremføre deres bidrag for første gang.

2022-udgaven af ‘Eurovision France, c’est vous qui décidez !’ er planlagt til at finde sted lørdag den 5. marts kl. 21:10 i Apollo Théâtre i Paris. Showet vil igen i år blive anført af Laurence Boccolini og Stéphane Bern.

De tolv bidrag er:

  • Alvan & Ahez – Fulenn
  • Cyprien Zeni – Ma famille
  • Elia – Téléphone
  • Elliott – La tempête
  • Hélène in Paris – Paris mon amour
  • Joan – Madame
  • Joanna – Navigateur
  • Julia – Chut
  • Marius – Les chansons d’amour
  • Pauline Chagne – Nuit Pauline
  • Saam – Il est où ?
  • SOA – Seule
  • Du kan se video af alle 12 bidrag på Youtube her

    Afstemningen vil foregå i to omgange. I første runde vil de franske tv seere stemme fem bidrag frem til super-finalen; de bliver suppleret med en enkelt wildcard (L'euro-ticket) fra juryen. I super-finalen vil vinderen blive fundet ved en kombineret 50/50% afstemning med jury- og seer-stemmer.

    Frankrig i Eurovision Song Contest
    Frankrig var med lige fra starten i 1956 og har deltaget 62 gange. Det er blevet til hele fem førstepladser, men den seneste daterer sig tilbage til 1977, hvor Marie Myriam vandt med L'oiseau Et L'Enfant. Der er ingen tvivl om at den franske nation tørster efter sejr nummer seks.

    De senere år er det blevet til en række sørgelige placeringer i den nederste halvdel af feltet, indtil Amir i 2016 sørgede for en flot sjetteplads til Frankrig med sangen J'ai Cherché. Og endnu bedre blev det sidste år i Rotterdam, hvor Barbara Pravi fik en andenplads med sangen Voila.

    Se alle Frankrigs bidrag gennem tiderne her...

    Links: Frankrig

    Opdateret d. 17.2.2022