Eurovision Song Contest 2022 - NYHEDER
Alina Posh trækker sig fra deltagelse i Eurovision Song Contest 2022

Det bliver alligevel ikke Alina Posh for Ukraine i Eurovision 2022
Vibdir 2022 vinderen Alina Posh trækker sig fra Eurovision


Dato: 16. februar 2022
Opd.: 17. februar 2022
Kilde: eurovision.tv
Alina Pash vandt det ukrainske Vibdir 2022 med bare ét point foran 'folkets vinder', Kalush Orchestra. Det er nu ikke det der ligger bag Alina's beslutning om at trække sig fra Eurovision. Det er derimod diskussionen om, hvorvidt Alina brød ukrainsk lov, da hun i 2015 besøgte den russisk annekterede Krim-halvø.

Ifølge ukrainsk lov må man kun besøge Krim med statens godkendelse, og kun via kanaler med direkte forbindelse fra Ukraine. Efter at der blev sat spørgsmål til, om Alina overholdt dette, og der blev fremlagt dokumentation der siden er sat spørgsmålstegn ved gyldigheden af, har Alina i dag besluttet at trække sig fra konkurrencen.

"Jer er artist og kunstner, ikke politiker. Jeg har ikke en hær af PR folk, manegers og advokater til at kæmpe mod alle disse angreb. .... Jeg ønsker ikke at deltage i denne beskidte historie længere. Med tungt hjerte trækker jeg hermed mit kandidatur som repræsentant for Ukraine i Eurovision Song Contest. Jeg er uendelig ked af det."

På fredag afholder tv-kanalens bestyrelse et møde, hvor man vil diskutere balladen omkring den nationale Grand Prix-finale. Her ventedes det også, at man ville taget endelig stilling til, om en anden musiker (Kalush Orchestra?) skal repræsentere Ukraine ved årets Eurovision, eller om landet helt trækker sig fra konkurrencen.

Opdateret den 17. februar:
Ifølge fansitet escxtra.com har ukrainsk tv UA:PBC nu tilbudt Kalush Orchestra, at de kan overtage Alina's plads i Eurovision Song Contest i Torino med sangen Stefania. Kalush Orchestra vandt seer-afstemningen og blev nummer tre hos juryen. Det vides endnu ikke om bandet tager imod tilbudet. Se deres bidrag på YouTube her...

Stormvejret omkring Alina Pash og hendes indrejse i Krim er i øvrigt ikke den eneste skandale, der har ramt ukrainske Grand Prix i år.

Undervejs i finalen opstod der rod i afstemningen, hvilket efterfølgende har fået bandet Kalush Ochestra, der var folkets favorit og blev nummer to, til at anklage ukrainsk tv for stemmesnyd. Balladen udløste sågar demonstrationer foran tv-kanalen Suspilnes hovedkvarter.

Ukrainsk tv afviser selv alle anklager om stemmesnyd, men chefen for det ukrainske Grand Prix, Yaroslav Lodygin, har meldt ud, at han er villig til at forlade sin post, hvis det viser sig, at der har været snyd med i spillet.

5 ukrainske Grand Prix-skandaler

2005: Da Ukraine i 2005 skulle være værtsland for Eurovision Song Contest, arrangerede ukrainsk tv en storstilet national finale i jagten på den artist, der skulle repræsentere Ukraine på hjemmebane. Vinderne af den 16-show lange udvælgelse blev gruppen GreenJolly, der i 11. time fik et wildcard af ukrainsk tv. Sejren var kontroversiel, fordi gruppen havde opnået stor popularitet under den orange revolution få måneder forinden, og deres vindersang 'Razom nas bahato' var blevet udråbt som demonstranternes uofficielle slagsang. EBU fik Ukraine til at kreere en ny tekst, der ikke var så politisk orienteret. I Eurovision-finalen endte GreenJolly på en 19. plads ud af 24 sange.

2007: Ukraine sendte den ekstravagante dragqueen Verka Serduchka til Eurovision. Nummeret 'Dancing Lasha Tumbai' tiltrak sig megen opmærksomhed på grund af én linje i sangen. Mange mente nemlig, at ordene "Lasha tumbai" (der ifølge ukrainerne selv var mongolsk for "flødeskum") lød mistænkeligt meget som "Russia goodbye".

2016: I 2016 sendte Ukraine sangeren Jamala og nummeret '1944' til Eurovision. Et sangvalg, der udløste massiv kritik, da teksten til nummeret handlede om Sovjetunionens deportation af Krim-tatarene under Anden Verdenskrig. Kritikere mente ikke, at sangen kunne deltage i Eurovision, der ikke tillader sange med politisk indhold. Arrangørerne af konkurrencen, EBU, mente dog ikke, at sangen brød reglerne. For Ukraine fik skandalen en lykkelig slutning, da Jamala ved Eurovision-finalen i 2016 strøg til tops på pointtavlen og sikrede landet deres anden Eurvision-sejr.

2017: Da Ukraine igen var Eurovision-værter i 2017, nægtede regeringen Ruslands Grand Prix-deltager, Julia Samoylova, adgang til landet, da hun havde besøgt Krim-halvøen efter Ruslands annektering af området. Det resulterede i, at Rusland trak sig fra konkurrencen. De vendte tilbage året efter, og denne gang fik Samoylova lov at deltage. EBU, der står bag Eurovision, udtrykte skuffelse over Ukraines beslutning.

2019: I 2019 var den ukrainske Grand Prix-finale gennemsyret af politiske skandaler. Undervejs i finaleshowet blev flere deltagere udspurgt til deres politiske observans, og sangeren Maruv, der havde en stor karriere i både Ukraine og Rusland, blev direkte adspurgt, om Krim i hendes øjne tilhørte Ukraine. Maruv endte med at vinde konkurrencen, men trak sig senere som landets repræsentant til Eurovision, da hun nægtede at underskrive en kontrakt med ukrainsk tv, som i hendes øjne var urimelig. Showets anden- og tredjeplads nægtede også at repræsentere Ukraine, og skandalen endte med at Ukraine helt trak sig fra Eurovision 2019.

Kilde: dr.dk

Maruv vandt Vibdir 2019 men deltog ikke i Eurovision

Links: Ukraine

Opdateret d. 17.2.2022