Eurovision Song Contest 2022 - NYHEDER
|
| River: Ochman vandt Tu bije serce Europy! og er dermed klar til Eurovision Song Contest 2022 |
Forhåndsfavoritten vandt Polens lokale grandprix Tu bije serce Europy!
River: Ochman er klar til at tage til Torino i maj måned
|
|
Dato: 20. februar 2022
Kilde: eurovision.tv
|
Det polske grandprix er i år omdøbt fra Krajowe Eliminacje (National udvælgelse) til det noget mindre mundrette Tu bije serce Europy! Wybieramy hity na Eurowizje (Europas hjerte banker her! Vi vælger hits til Eurovision). Lad os kalde det Tu bije serce Europy! og konstatere, at det i 2022 bliver Ochman der rejser til Eurovision i maj måned.
Startlisten til Tu bije serce Europy! bestod af 10 sange, og på forhånd var der en vældig hype omkring sangeren Ochman og "River". Men også den tidligere Eurovision deltager Lidia Kopania, der i 2009 repræsenterede Polen i Moskva med sangen 'I Don't Wanna Leave', var i søgelyset. Og det samme var nummeret Glosniej niz decybele (Højere end decibel) med gruppen Unmute; nummeret blev fremført med musik men alene med tekst på polsk tegnsprog.
Unmute – “Glosniej niz decybele”
Karolina Stanislawczyk & Chica Toro – “Move”
Emilia Debska (Mila) – “All I need”
Daria – “Paranoia”
Krystian Ochman – “River”
Lidia Kopania – “Why does it hurt”
Kuba Szmajkowski – “Lovesick”
Karolina Lizer – “Czysta woda”
Siostry Szlachta – “Drogowskazy”
Ania Byrcyn – “Dokad”
Det gik som de fleste forventede, da Ochman og sangen "River" tog sejren. Resultatet var en traditionel 50/50% kombination af jury og seer-afstemning, og selvom de enkelte splitresultater ikke blev afsløret, så modtog Ochman 51 % af stemmerne, mens der var 39 % og 10 % til henholdsvis Daria og Unmute, som sammen med Krystian udgjorde de tre superfinalister.
Ochman
Ochman med det borgerlige navn Krystian Ochman er egentlig født i USA, men med polske forældre. I 2020 blev han kendt i hjemlandet, da han deltog i The Voice of Poland, som han i sidste ende vandt. Nu deltager han altså i Melodi Grand Prix, og flere har allerede sammenlignet ham med den hollandske vinder Duncan Laurence. Måske er der noget om snakken, for én af sangskriverne bag er englænderen Ash Hicklin, som har skrevet flere sange for netop Duncan Laurence
Opdateret d. 20.2.2022