Hvem skal efterfølge REDDI og synge for Danmark i maj måned?
DR åbnede for indsendelse af bidrag til årets danske Melodi Grand Prix i september måned, og sidste frist for indsendelse af sange via DR's hjemmeside var den 28. oktober. Efterfølgende har DR arbejdet hårdt for at finde de helt rigtige bidrag, der skal kunne rette lidt op på det danske renomé, efter at Danmark ikke har kvalificeret sig til finalen i Eurovision siden 2019 (Leonora: Love Is Forever). Resultatet af disse anstrengelser får vi så afsløret torsdag formiddag. Læs også: DR åbner for indsendelse af bidrag til Melodi Grand Prix 2023 Traditionen tro har de danske fansider gravet dybt i oplysninger på danske sangskrivere og artisters hjemmesider, for at finde hints om hvordan startfeltet kan være sammensat. Har en artist f.eks. hintet om spændende nyheder på vej, eller måske aflyst andre aftaler i morgen formiddag? Har nogle måske ryddet kalenderen omkring den 11. februar? På den måde har vores kolleger på 'Good Evening Europe' f.eks. fundet frem til navne som maia maia, Thomas Buttenschøn, GRETA, GIMI og EYJAA, Kattelicious, Frederik Leopold, Nanna Bottos, Bryan Rice samt den tidligere X Factor-vinder Linda Andrews, der tidligere har meddelt, at hun har sendt 3 sange ind til Dansk Melodi Grand Prix. Spændende at se i morgen om nogen af disse navne har fundet vej til listen med de otte grandprix-bidrag, enten som artister eller sangskrivere.
P.S. I morgen bliver vi allesammen så meget klogere :-)
|