Musik og tekst:
Martin Bjelke, Micky Skeel Hansen
Brænd nu bare det glansbillede. Sådan lyder budskabet i Micky Skeels bidrag til årets Grand Prix, der netop bærer titlen 'Glansbillede'. Ifølge popsangeren handler sangen om at "hvile i det uperfekte" – noget Skeel tror, både han og mange andre har godt af at huske på.
- Vi går alt for meget op i, hvad andre folk tænker og prøver derfor at vise et glansbillede af vores liv udadtil. Denne sang handler om, at det er ok ikke at have styr på det hele, siger han og fortsætter:
- Lad være med at tro, at naboen har det perfekte liv, vi går alle med hver vores problemer. Så brænd dit glansbillede, nyd, hvem du er, og hvor du er. Det hele skal nok gå.
Det er første gang, Micky Skeel stiller i Dansk Melodi Grand Prix som solist, men Grand Prix'et er ikke fremmed land for den 34-årige musiker. I 2015 deltog han som sangskriver på nummeret 'Suitcase', der dét år fik en andenplads, ligesom han har skrevet sange for Eurovision-stjerner som britiske Cliff Richard og den svenske Eurovision-vinder Måns Zelmerlöw.
Tidligere har Micky Skeel også været en del af duoen Puls, men har de seneste år udgivet musik på egen hånd.