Hvordan vil DR forbedre kvaliteten af det danske Melodi Grand Prix?
Melodigrandprixfans.dk er den danske fanklub for Melodi Grand Prix og Eurovision Song Contest. I forbindelse med den årlige generalforsamling havde de inviteret den danske Grandprix-boss Erik Struve Hansen til at kigge forbi HUSET i København for at give et svar på, hvordan DR forholder sig til den ofte skrappe kritik, som fanklubben har givet det danske grandprix de seneste år. Erik Struve Hansen kvitterede for invitationen ved at sige, at DR skam lytter på kritikken, der blandt andet kommer fra fanklubben. Og man håber at man med planlægningen af næste års show kommer de fleste af kritikpunkterne imøde. Læs også: DR Koncerthuset danner ramme om Dansk Melodi Grand Prix DR vil gøre mere ud af at vælge sange, der har potentiale til at klare sig både i Danmark og internationalt, og kunstnere der har, hvad der skal til, for at klare distancen. Showet bliver ifølge Erik Struve Hansen “mere champagneglas end fadølskrus” og vil i højere grad blive målrettet mod voksne seere. Ved indsendelsesfristens udløb havde modtaget i omegnen af 500 sange i den åbne konkurrence. Herudover har man haft direkte kontakt med mange i den danske pladeindustri, og man har i den dialog lagt vægt på at fortælle, hvad det er for et segment man søger efter; at det skal være rettet mod voksne seere, og måske ikke i så udpræget grad være den type musik, industrien arbejder med i det daglige. Billetterne til Dansk Melodi Grand Prix 2024 bliver sat til salg i starten af december, hvor værterne også også forventes at blive offentliggjort. Deltagerne bliver offentliggjort ca. 3 uger for showet. Den 10. februar, altså ugen før finalen, sender DR et optaktsshow, hvor alle deltagerne optræder med akustiske/unplugged versioner af deres sange. Formålet med dette show er at styrke kendskabet til de 8 acts og sange samt komme bagom showet og forberedelserne. Der kommer igen til at være to afstemningsrunder. I første runde vil der ikke være nogle scoreboards; værterne offentliggør finalisterne i tilfældig rækkefølge, som det for eksempel er tilfældet ved semifinalerne i Eurovision. Der kommer til at være 10 danske og 10 udenlandske jurymedlemmer og det blev også afsløret, at Eurovision ekspert og tidligere Eurovision kommentator Ole Tøpholm har haft en vigtig rolle i forbindelse med udvælgelsen af jurymedlemmerne. Jurymedlemmerne er ikke afsløret på nuværende tidspunk, men offentliggøres under showet. I finalen kommer der igen til at være et mindre liveband, men det vil være valgfrit for deltagerne, hvorvidt de ønsker at bruge det. Alle intro- og mellemacts vil være tydeligt forbundet til Dansk Melodi Grand Prix eller Eurovision, medmindre der er en helt særlig grund til at gøre noget andet.
|