Eurovision Song Contest 2024 - NYHEDER
Opfordringer om at boykotte Israel i forbindelse med dansk Melodi Grand Prix 2024

EBU tvinges måske mod sin vilje til at udelukke Israel fra Eurovision 2024
Israel arbejder på at blive 'ofret' i striden om at deltage i Malmø


Dato: 22. februar 2024
Kilde: eurovision.tv
Den væbnede konflikt i Gaza-striben mellem Hamas og Israel har længe givet panderynker i EBU. For fra flere og flere er der kommet opfordringer om at udelukke Israel fra deltagelse i årets udgave af Eurovision Song Contest. Men indtil videre har EBU holdt fast i, at Israel ikke overtræder nogle af de regler der er for at deltage i konkurrencen.

Hamas' overraskelsesangreb ind i Israel den 7. oktober sidste år, hvilket førte til omkring 1.200 uskyldige israeleres død og bortførelse af i omegnen af 250 personer ind i Gazastriben, og Israels efterfølgende modangreb og krigserklæring imod Hamas, der indtil nu formodes at have kostet omkring 28.000 palæstinensere livet (pr. 16. februar), har givet et øget pres på EBU for at udelukke Israel fra deltagelse i verdens største musikkonkurrence i Malmø i maj måned.

I flere udtalelser fra EBU har organisationen dog holdt fast i, at det ikke er Israel som nation, der deltager, og at tv-stationen KAN opfylder alle regler for at deltage i konkurrencen. Og ingen af deltagerlandene ser ud til at holde fast i at blive væk. Det gælder f.eks. både finske YLE og danske DR, der har besluttet at følge EBU's linie.

'October Rain' - politisk indhold?
Nu ser det dog ud til at deres ikke-udtalte ønsker om at Israel skal blive væk, bliver til virkelighed alligevel. For KAN har fremsendt et bidrag med titlen 'October Rain' til EBU til godkendelse - og efter sigende skulle sangens tekst indeholde en række tydelige politiske budskaber, der ikke er i overensstemmelse med EBU's regler. Hvis det er rigtigt bliver EBU tvunget til at bede KAN om at ændre teksten, og det er man tilsyneladende ikke indstillet på at gøre fra den israelske tv-stations side.

Dermed tvinges EBU måske til, mod sin vilje, at smide israelerne ud af årets konkurrence. Og det er vel nok Israels indirekte ønske at blive gjort til 'ofret' i denne sag; de ønsker næppe heller at blive buh'et af scenen, som det f.eks. skete for de russiske Tolmachevy tvillinger i 2014 i forbindelse med Ruslands annektering af Krim-halvøen.

Så det er nok tvivlsomt, om vi får Eden Golan at se på scenen i Malmö Arena til den anden semifinale i Eurovision 2024 torsdag den 9. maj. Hun blev ellers udpeget som Israels repræsentant, da hun vandt talent-konkurrencen The Next Star i starten af februar måned.

Georgien blev smidt ud i 2009
Georgien var iøvrigt i nogenlunde samme situation i 2009; man havde valgt et bidrag, nemlig Stefane & 3G med nummeret 'We Don't Wanna Put In', der havde tydelige referencer til Ruslands daværende premiereminister Putin, og da EBU bad om at få en alternativ tekst nægtede georgierne. Og så havde EBU ikke andre muligheder end at udelukke dem fra konkurrencen.

Eden Golan er valgt til at repræsentere Israel i Eurovision Song Contest 2024



Links: Eurovision Song Contest

Opdateret d. 22.2.2024