Hvem skal efterfølge SABA og synge for Danmark i maj måned 2025?
Torsdag 9. maj gik årets vinder af Dansk Melodi Grand Prix, SABA, på scenen i Malmø Arena til Eurovision Song Contest i Sverige. Men allerede inden det gik løs i Malmø, blev det afsløret, at Jyske Bank Boxen danner rammen om Dansk Melodi Grand Prix og børnenes MGP i 2025. Herning er dermed ’Årets Grand Prix-by 2025’, og det er noget, der vækker begejstring hos Herning Kommunes borgmester Dorte West. - Dansk Melodi Grand Prix er en god, gammel bekendt af Herning og som altid en meget velkommen gæst. Opbakningen til arrangementet har altid været stor på både skoler, institutioner og i handelslivet, når Dansk Melodi Grand Prix har besøgt Herning Kommune, og sådan er jeg sikker på, det bliver igen. Vi glæder os til at skabe de allerbedste rammer for den folkefest på tværs af generationer, som Dansk Melodi Grand Prix er, lyder det således fra Dorte West.
DR: Jyske Bank Boxen skaber en god ramme - I år samlede Dansk Melodi Grand Prix mere end en million mennesker til musikfest i stuerne landet over. Jeg ser frem til, at vi igen samler folk til en festlig aften i musikkens tegn, som i 2025 bliver direkte fra Jyske Bank Boxen i Herning. Ambitionen er at fortsætte takterne fra i år og give danskerne en kæmpe Grand Prix-fest skabt af de kommende artister og værterne, og det kan Jyske Bank Boxen skabe en god ramme om. Inden da krydser jeg, sammen med resten af Danmark, fingre for SABA ved Eurovision, så hun forhåbentlig kan klare sig videre fra semifinalen på torsdag, siger Erik Struve Hansen.
Samler generationer på tværs af kærlighed til musik - Det er en dejlig tillid at blive vist af vores gode og mangeårige samarbejdspartner DR, når de for syvende gang giver os mulighed for at danne rammen om deres to populære tv-shows, der samler hele Danmark. Vi ser frem til at byde hele Melodi Grand Prix-holdet velkommen tilbage til MCH, og vi glæder os rigtig meget til, at publikum igen kan opleve de imponerende og spektakulære tv-shows i Jyske Bank Boxen, siger Georg Sørensen. Værterne for henholdsvis Dansk Melodi Grand Prix og børnenes MGP meldes ud senere, mens årets deltagere offentliggøres i begyndelsen af 2025. Dansk Melodi Grand Prix 2025 finder sted lørdag 1. marts 2025, mens det en uge før, 22. februar, gælder børnenes MGP. Billetsalget til Dansk Melodi Grand Prix starter tirsdag 7. maj, mens billetsalget til børnenes MGP først starter til efteråret.
|