Hvem skal efterfølge Marcus & Martinus som Sveriges Eurovision artist?
Fristen for at indsende bidrag til Melodifestivalen udløb den 13. september; da fristdatoen var passeret kunne SVT konstatere at man havde modtaget 2.794 bidrag, hvilket er en stigning på 170 i forhold til året før. Ud af de 2.794 sange har en jury nu udvalgt 15 bidrag til at deltage i de fem delfinaler. Disse er blevet suppleret med yderligere 15 bidrag, som SVT har fundet i samarbejde med musikindustrien og andre kunstnere.
Blandt de 30 deltagere i Melodifestivalen 2025 finder vi som sædvanlig en lang række artister, der gør comeback i Melodifestivalen; det gælder blandt andre tre tidligere vindere af Melodifestivalen, Måns Zelmerlöw, John Lundvik og Arvingarne. Derudover er der gensyn med bl.a. Andreas Lundstedt, Klara Hammerström, Dolly Style og Malou Prydtz. Ialt 17 af de 30 artister er dog debutanter i 'Mello'. Blandt debutanterne finder man den verdenskendte glamour model og Playmate of the Year fra 1997 Victoria Silvstedt, som skal synge Jimmy Jansson og Thomas G:sons “Love it”. Som sangskriver har en enkelt dansker sneget sig med, nemlig Julie ”Kill J” Aagaard, der ligesom i 2024 er medkomponist på to sange, nemlig Arwin's 'This Dream of Mine' og Malou Prytz's '24K Gold'. Derudover er det vældig meget 'the usual suspects': G:son, Bostrøm, Jimmy "Joker", Jimmy Jansson, "Cazzi Opeia" og Deb'erne. Der er også en 'dansk forbindelse' via sangskriveren Anna Engh, der i 2008 under kunstnernavnet Anorah deltog i dansk Melodi Grand Prix med sangen Laying Down My Cards. Sangen nåede dog ikke frem til finalen. Anna er også kendt som Anna Nordell og sang i 2004 med på Johnny Deluxe-hittet “Drømmer jeg”.
Læs også: Værtsbyer og datoer: SVT gør klar til Melodifestivalen 2025
Det samlede program ser således ud: Der deltager 30 bidrag i de fem delfinaler, tolv af disse går til finalen - to fra hver delfinale (10 i alt) plus yderligere to fra en opsamlingsfinale, der afholdes i forbindelse med delfinale 5.
Keyyo og Edvin Törnblom bliver værter for 'Mello 2025'. Foto: SVT Links: Sverige Opdateret d. 27.11.2024 |