Frederikke Brinck Kate Hall Louise Dubiel Daze Simone Egeriis Jack Rowan feat. Sam Gray Emmelie de Forest Albin Mohamed Ali
DMGP 2013 - Deltagerne
Brinck
melodigrandprix.net præsenterer:
Brinck

Sang: Human
Tekst og musik: Brinck
Niels Brinck er et navn, de fleste vil nikke genkendende til. Navnet kom fra den ene dag til den anden på alles læber tilbage i 2009, da han overbevisende vandt Dansk Melodi Grand Prix med den Ronan Keating-skrevne 'Believe Again', og han sikrede efterfølgende Danmark en respektabel 13. plads i Eurovision Song Contest i Moskva. Nu er han tilbage i konkurrencen, og denne gang med en fuldstændig egenproduceret sang, der bærer titlen 'Human'.

- Det er en singer-songwriter-sang, som har lånt fra moderne radio, men den er samtidig retroinspireret, fortæller Niels Brinck, der både har skrevet teksten, leveret vokalerne, spillet alle instrumenterne og mixet sangen selv.

'Human' føles da også som kernen af, hvem han er, og hvor han står musikalsk lige nu, forklarer Brinck, der, med egne ord, er med i konkurrencen for anden gang for at "tilføre dybde og passion". Og ambitionerne forud for hans deltagelse i Grand Prix'et er ikke til at tage fejl af:

- Det er nu, svenskerne skal bankes gule og blå, siger Brinck med et glimt i øjet, og løfter samtidig sløret for, at 'Human' ikke har mange lighedstegn tilfælles med hans tidligere vinder 'Believe Again':

- Man skal nok ikke forvente en to'er.

Som nævnt er Brinck ene mand om både tekst, komposition og fremførelse af sin sang 'Human', og det er efterhånden et sjældent syn i Grand Prix-sammenhæng. Dette vidnesbyrd om en ganske vidtfavnende musikalitet viser sig da også tydeligt, hvis man kaster et nærmere blik på hans imponerende liste over andre musikalske bedrifter.

Hans debutalbum 'Brinck' solgte platin og han har skrevet titelsangene til såvel tv-serien Anna Pihl, som TV2-programmet 'Weekend Weekend'. Han har samarbejdet med den danske superstjerne Rasmus Seebach på hittet 'I mine øjne', og leveret soundtracket til Susanne Bier-filmen 'Elsker dig for evigt'. Desuden er Niels Brinck manden bag den første danske X Factor-vindersang, 'The 1', der blev fremført af konkurrencens første vinder herhjemme, den dengang 15-årige Martin Hedegaard.

Den vidtfavnende musiker og tidligere Grand Prix-vinder er dog ydmyg, trods sit høje ambitionsniveau:

- Jeg har allerede opnået mit succeskriterium, idet at min egen sang er kommet med, slutter han.

Opdateret den 4.5.2013