Dansk Melodi Grand Prix 2016 - Juryen
Årets Grand Prix-jury. Fra venstre til højre: Koreograf Vicky Leander; Eurovision-deltager Christina Chanée; medlem af Grand Prix-fanklubben, Mette Thorning Svendsen; Eurovision-sangskriver, John Gordon; samt radiovært, Dennis Johannesson.
Kilde: dr.dk/grandprix
Traditionen tro overlader DR ikke hele magten til folket, når årets grandprix-vinder skal findes lørdag den 13. februar i Horsens. For at sikre lidt 'faglig kompetance' er der nedsat en fag-jury, der rent faktisk har halvdelen af magten i den første afstemningsrunde, hvor de tre super-finalister kåres.

I anden afstemningsrunder er det så alene folket der bestemmer, hvem af de tre super-finalister Danmark skal sende til Stockholm i maj måned. Læs mere om afstemningen her...

John Gordon
Sangskriver John Gordon ved lige hvordan et grandprix-hit skal skrues sammen. Han vandt nemlig Eurovision i 2010, idet han skrev den tyske vinder ’Satellite’. Og når han 13. februar skal bedømme dette års danske sange, går han op i, at sang og sceneshow passer godt sammen.

"Melodi, tekst og performance skal gerne gå op i en højere enhed og passe sammen, for det er jo en visuel event," fortæller John Gordon til dr.dk. "Det er ikke en nødvendighed, at der er røg og glitter, bare fordi man kan. Der skal gerne være en mening med det."

Dennis Johannesson
Radiovært Dennis Johannesson er til daglig studievært på radioprogrammet ’Hit med historien’ på P4, og han vil lægge vægt på det originale, når han skal bedømme de 10 Grand Prix-sange.

"Som medlem af juryen kommer jeg til at lægge vægt på originalitet, og om de rammer noget i tiden med deres egen fortolkning. Jeg elsker, når musik rammer mig, og når jeg med det samme kan høre, at den hook-line sidder lige i skabet," fortæller Dennis Johansson. "Jeg glæder mig helt vildt til opgaven, og til at se musikken gå op i en højere enhed med det visuelle."

Christina Chanée
Dansk-thailandske Christina Chanée, der i 2010 vandt det danske Melodi Grand Prix sammen med Thomas N’evergreen og sangen ’In a Moment Like This’, vil bruge sin erfaring fra Eurovision, når hun skal give sangene karakterer.

"Jeg vil helt klart tage de internationale briller på, når jeg skal give mine karakterer. Jeg leder efter en sang, som, jeg tror, kan gå hele vejen – også uden for Danmarks grænser," siger Christina Chanée til dr.dk. "Melodilinjen skal fange første gang, teksten skal være super catchy, og så skal arrangementet være skruet flot sammen. Det er meget vigtigt, at det er en solid og sikker sangperformance med stærke vokaler og god udstråling."

Mette Thorning Svendsen *)
Mette Svendsen er medlem af fanklubben, og har tidligere været grandprix-blogger for DR. Hun vil, med egne ord, gå efter en sang der fungerer ”120 procent på sine egne præmisser”, når hun skal være med til at udvælge de tre finalesange på lørdag.

"Jeg vil gå efter en sang, der får mundvigene til at pege stik nord inden for de første 10 sekunder og som bygger op til en eksplosion af et omkvæd. Hvorvidt det er en ballade, en up tempo-sang eller noget helt tredje er ikke afgørende, så længe den går lige i blodet og har sing-a-long potentiale," siger hun til dr.dk.

Vicky Leander
Vicky Leander, som til daglig er koreograf og sceneinstruktør, håber, at sangene sætter gang i hendes følelser:

"Jeg leder efter en sang, der skiller sig ud. Man skal føle noget, når man hører den. Man skal hurtigt kunne synge med på den, danse til den og græde til den. Kort sagt skal sangen sætte sig fast i hjernebarken," fastslår Vicky Leander og uddyber: "For at en sang skal virke kræver det også en god performer med indlevelse, charme, en fantastisk stemme og et glimt i øjet. Og så går jeg selvfølgelig også op i at, at det visuelle er powerfuldt og skiller sig ud."


*) Mette Thorning Svendsen afløser Johann Sørensen som medlem af juryen. DR var nødt til at skifte Johann ud, fordi han havde udtalt sig om nogle af de numre, der er med i Grand Prix’et. "Der må ikke kunne sættes en finger på afstemningen, og derfor var vi nødt til at træffe den afgørelse," siger Jan Lagermand Lundme og uddyber: " Han er en super kapacitet, men det var desværre nødvendigt for os at gøre."




Opdateret d. 12.2.2016