ESC 2014 - Nyheder
Melodifestivalen 2014
Svenske grandprix-byer og -datoer er på plads
Program for Melodifestivalen 2014
Dato: 15. september 2013
Kilde: svt.se/melodifestivalen


Melodifestivalen 2014
I den forgangne uge fik vi udmelding fra sidste års værtsland Sverige, at de nu har planerne for Melodifestivalen 2014 på plads. Melodifestivalen er jo Sveriges største underholdnings-program, der afholdes over halvanden måned med seks kæmpe tv-shows.

Selv om det er mindre end to år siden af Sverige vandt Eurovision er der ikke lettet på gas-pedalen hos vore naboer på den anden side af Øresund. De buldrer videre med deres lokale grandprix og forventer som altid at deres lokale vinder vil opnå en topplacering i Eurovision Song Contest.

Der er ikke ændret meget ved konceptet; der bliver fortsat afholdt fire indledende runder hvorfra otte sange kvalificerer sig direkte til finalen. Og de sidste to finalister findes ved en opsamlingsrunde, Andra Chancen.

Programmet for Melodifestivalen 2014 ser således ud:

1. Februar - Første delfinale i Malmö (Malmö Arena)
8. Februar - Anden delfinale i Linköping (Cloetta Center)
15. Februar - Tredje delfinale i Göteborg (Scandinavium)
22. Februar - Fjerde delfinale i Örnsköldsvik (Fjällräven Center)
1. Marts - Andra Chancen i Lidköping (Swedbank Arena Lidköping)
8. Marts - Finale i Stockholm (Friends Arena)

For Lidköping er der debut som værtsby for en afdeling af Melodifestivalen, mens de øvrige byer flere gange tidligere har været med i SVT's store Grandprix-karrusel.

Det er andet år i træk at Friends Arena blev foretrukket som finale-arena i stedet for Globen, der jo tidligere i en lang årrække var finale-arena. Ifølge projektleder Maria Ilstedt skyldes det at man elsker det store format som et stadion giver. Ligesom i 2013 vil arenaen blive delt på midten, så der er publikum i den ene halvdel og teknisk område i den anden ende.

Fristen for at indsende bidrag til Melodifestivalen udløber på onsdag den 18. september. Ud af de indsendte bidrag vil 16 blive udvlgt til konkurrencen. Derudover vil yderligere 16 artister blive specielt indbudt til at deltage i Melodifestivalen. Sidste år modtog man "kun" 2.549 sange, det laveste antal i over ti år.

Læs også: Kønskvotering i Melodifestivalen 2014

Én artist er allerede udvalgt til Melodifestivalen, nemlig vinderen af talent-konkurrencen 'Svensktoppen Näste'. Deres bidrag bliver én af de 16 udvalgte sange fra de indsendte bidrag.

Læs også: Gruppen Eko klar til Melodifestivalen

Links: Sverige

Opdateret den 15.9.2013