Efter at have fokuseret på uddannelse og familie i nogle år, er Danni Elmo igen klar til at satse hundrede procent på sin allerstørste passion: Musikken. Han er tilbage i rampelyset og skal på scenen til Dansk Melodi Grand Prix 2014 med sangen 'She's the One'.
- Da jeg hørte sangen allerførste gang, tænkte jeg "Wow, det er fedt!". Da jeg så gik ind og lagde min egen vokal på den, fik jeg gåsehud, for jeg kan se mig selv fuldstændig i det her, selv om det ikke er en genre, jeg normalt beskæftiger med mig. Det er mit nummer, og det kan gå hele vejen, fortæller en stolt Danni Elmo.
Han beskriver 'She's the One' som et popnummer, hvis musikalske stil er "lidt clubagtig med en rock-feel". På den lyriske side beskæftiger sangen sig med det svært håndgribelige tema 'skæbnen':
- 'She's the One' handler om skæbnen, og om at stå midt i et kaos, hvor du ved, at du har fundet den rigtige i dit liv, men på det forkerte tidspunkt.
Om Danni overvinder den dårlige timing i sangen ved vi meget mere om lørdag 8. marts, hvor han vil gøre sit for at vinde Dansk Melodi Grand Prix:
- Det ville være det ultimative at få lov at repræsentere Danmark på hjemmebane!
Om sangskriverne:
Engelina Andrina, Kenneth Nicolaisen, Søren Vestergaard og Marcus Linnet er det stærke team, der står bag sangen 'She's the One'. De fire sangskrivere har alle ligget højt på hitlisterne med navne så forskellige som Kylie Minogue, Medina, Svenstrup og Vendelboe, Xander, Pitbull, Anne Linnet, Stine Bramsen, Clemens, Nik&Jay, Busta Rhymes og mange flere.
- Faktisk havde vi slet ikke Melodi Grand Prix i tankerne, da vi startede med at skrive sangen. Vi syntes bare, vi havde fat i noget rigtig godt og skrev den til solisten Danni Elmo, fordi han er den helt rigtige til at fremføre netop denne sang, siger Engelina Andrina.
Hun fortæller også at samarbejdet mellem de fire sangskrivere har fungeret helt optimalt og at alles spidskompetencer er blevet brugt på bedste vis i forbindelse med sangskrivningen.